Vestjysk julehygge og juletræsjagt

vestjysk skov

I går pakkede Peder (det udtales altså Peter – det er sådan en vestjysk dille at stave det med d) og jeg den lille blå bil og hentede hans søster i Skejby, før vi vendte snuden imod den Vestjylland, hvor deres forældre bor. Dem har jeg ikke været med hjemme hos siden deres sølvbryllup sidst i september, og selvom der er noget helt særligt over deres – well, meget vestjyske – måde at være sammen på, presses jeg automatisk langt ned i gear, når vi er hjemme hos dem. Jeg elsker virkelig min egen families konstante sniksnak og væren sammen på ‘vi-taler-og-ser-hinanden-ind-i-øjnene’-måden. Faktisk var jeg i starten nærmest forfærdet over den noget mindre intense måde, det foregår på i min kærestes familie, hvor det meget mere handler om at lave noget sammen, end om at tale sammen om de ting, der fylder i livet. Det tog et stykke tid, før det gik op for mig, at kvaliteten ved den måde at være sammen på ikke er lavere – det er bare en anden måde at være sammen på. Nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er der noget nærmest meditativt og afstressende over den måde, man sammen med hans familie også bare kan lave juledekorationer, uden at nogen nødvendigvis behøver sige noget.

Det er dét, vi har lavet i dag. Juledekorationer altså. Og spist virkelig meget mad. Godt nok ikke i fuldstændig stilhed – det sørgede især Peders 1-årige fætter for. Han er i den dér helt fantastiske alder, hvor han forvandler sig til en lille cirkusklovn, så snart han har bordets opmærksomhed. I dag var han det eneste barn, og det er så sjovt at se et helt bord af voksne skabe sig for at underholde sådan en størrelse. Jeg er selvfølgelig 100% med på den tendens – jeg kan ingenlunde lade være.

Midt på dagen stak vi af fra de andre, for at finde et juletræ til vores stue. Efter lang tids søgen efter det helt perfekte træ, gik det op for os, at der nok ikke findes helt perfekte grantræer, og nu har vi altså fundet en sød stikkende satan, som er lidt flad i den ene side – men så er det jo fint, at træet skal stå op ad en væg! (; Det tyder på, at de næste par uger eller tre skal tilbringes udelukkende i Århus, så planen er, at der skal skrues maks op for julehygge i den lille lejlighed, som altså skal fyldes op med juletræ, lyskæder, stearinlys og gaver.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

En tur ned ad trappen

I dag har jeg præsteret at falde ned af trappen. Det er sgu rigtigt nok. En hel halv etage. Helt morgentravl går jeg ud af døren, 10 minutter før studiegruppemøde. Jeg føler mig fin, for jeg har rent faktisk magtet at fjerne sporene af en mere eller mindre søvnløs nat ved hjælp af en helvedes masse concealer, og jeg har taget mine nye lækre støvler på. I et tilfælde af akut overmod ser jeg på min telefon, imens jeg går ned af trappen. Der er langt ned – jeg bor på tredje sal. Og så sker det.

Med ryggen til lejlighederne på anden sal træder jeg ned på et trappetrin, imens jeg læser et eller andet på Facebook.

Hælen på mine støvler får fat i et trin, men foden gør ikke. Verden står stille. DONK, BUMP, DUKDUKDUKDUKDUK, DONK.

Ikke nok med at jeg smadrer knæet ned i et trappetrin nedenfor, får jeg naturligvis overbalance fremad, og glider på skinnebenene hele vejen ned til dér, hvor trappen drejer. Der er måske 10 trin, og mine ben kysser samtlige af dem.

Av. for. fucking. helvede.

Den obligatoriske første reaktion er selvfølgelig at se sig febrilsk omkring. Var der nogen der så det?! (Det var der heldigvis ikke!)

Dernæst tårerne der stædigt presser sig på. Knæet, vristen og skinnebenene der brænder.

Jeg skynder mig at rejse mig, og humper de sidste to etager ned på gaden, hvor jeg forsøger at gå normalt.

Nogle gange kunne det seriøst være federe at være en 4-årig. Det er ligesom bare ikke okay som 22-årig at sætte sig, lige dér på trappen, og bare tude ti minutter over, at det gør ondt i knæet, og over forskrækkelsen over at vælte. Det er jo ikke fordi voksne ikke bliver bange, vel? Eller fordi det ikke gør ligeså ondt. Det kan da godt være jeg har lært, at man ikke dør af et skrabet knæ, eller et blåt mærke (and thank God for that!) men der er alligevel noget mere umiddelbart, noget mere rart, over bare at kunne få lov at være i følelsen af ‘øv for satan’ engang i mellem.

giphy

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Mere om mig #2

Til et mere om mig indlæg

  • Jeg ved godt det er mega prol, men jeg er en sucker for photoshoots i regnbuen på ARoS. Jeg elsker-elsker-elsker de fine billeder i forskellige farvetoner med smukke Århus i baggrunden. Så er jeg sgu ligeglad med, at det er hammer turistagtigt at stille sig op og gøre det.
  • Det er svært for mig, når folk ikke ser mig ind i øjnene, når de taler til mig. Mit fokus ryger pludselig fra samtalen, og bruges i stedet på at analysere, hvorfor mennesket foran mig ser væk. Gider du overhovedet snakke med mig, eller hvad sker der? Eller er det fordi du er usikker?
  • Jeg er 1,60 høj og har af samme årsag altid bøvl med at finde bukser, der ikke er to kilometer for lange. Det er bare lidt som om at de firmaer, der laver jeans i benlængde 30″ har det med også at sætte priserne godt højt, og jeg er simpelthen for nærig til at give mere end 500 for et par bukser. Derfor ender jeg altid med opsmøg i støvlerne, eller det fjollede fænomen af sammenkrøllet stof omkring anklerne. Fedt, jo! Hvis der sidder nogle fellow petite ladies derude og har fundet den gyldne gral på markedet, så giv endelig lyd!
  • Engang i mellem kan jeg finde på at tænde for den TV-kanal, som viser optagelser fra Folketinget. Dels fordi jeg synes, det kan være ret spændende at følge med i indholdet af (nogle af!) de ting, der diskuteres, men også fordi jeg har mega optur over hvor gammeldags det er. Jeg elsker at se mennesker, der er dybt uenige, tvunget til at omtale den, de skændes med i 3. person som Hr. eller Fru. Det er virkelig bitchfight på et ekstremt sofistikeret, subtilt niveau, og jeg elsker at se hvor indebrændte de stakkels folkevalgte ofte ser ud. Det er seriøst bedre end reality-tv.

 

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Opskrift: Pulled chicken og spidskålssalat

Det har været den slags dag, hvor jeg er kravlet direkte fra dynen ind på vores sofa, hvor jeg har tilbragt dagen med at skrive eksamensopgave. Opgaven jeg har skrevet på er en lille fin 4-siders sag, afslutningen på en løbende porteføljeeksamen i Socialantropologi. Det har været enormt dejligt bare at være hjemme med mine egne tanker og musik i højtalerne, også selvom det har taget det meste af dagen at få skrevet opgaven. At jeg har været hjemme hele dagen betyder også, at der faktisk har været tid til at lave aftensmad af den slags, som skal have lææææænge i ovnen. Helt uden at overveje hvad det skulle ende med i morges, havde jeg taget kylling op, så det endte med pulled kylling og spidskålssalat. Det var mega lækkert! Nedenfor er hvad vi brugte til to personer til to dages aftensmad.

kylling og spidskålssalat

Pulled chicken

3½ time før du har tænkt dig at spise, så tænd ovnen på 150°C og bland en marinade af:

1 dl ketchup
4 spsk olivenolie
1 spsk hvidvinseddikke
1 tsk honning
1 tsk cayennepeber
1 tsk løgpulver
2 tsk paprika
4 fed hvidløg
Salt og peber

Hæld marinaden over 4 hele kyllingefileter i et lille ildfast fad. Sørg for at få vendt kyllingerne godt rundt i marinaden, så alt er smurt godt ind. Pak fadet grundigt til i staniol, og stil det i ovnen.
Når der er gået 3 timer og 15 minutter tager du fadet ud af ovnen, fjerner staniolen og trækker kyllingefiletterne fra hinanden med to gafler. Til at starte med ligner det at der er meget marinade, men efterhånden som kyllingen bliver til små strimler, suger det lynhurtigt væden og bliver til en lækker, krydret omgang.

Spidskålssalat
Bland en dressing af:
3 dl skyr/græsk yoghurt/creme fraiche el. lign.
1 tsk honning
1 tsk dijonsennep
Et lille skvæt hvidvinseddikke
Salt og peber

Derudover skal du bruge:
½ spidskål i strimler
2 æbler i tern
En håndfuld valnøddekerner

Hæld dressingen over, et voila! 🙂

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Venindetur på ARoS

Det var ret tiltrængt da planerne ændrede sig i sidste øjeblik i torsdags, og jeg pludselig havde aftenen fri for første gang i alt for lang tid. Det faldt smukt sammen med aftenåbent på ARoS, og at min søde veninde skreg på kvalitetstid.

Med et studie pakket med gruppearbejde, aflevering af portefølje-eksamener og projekter som involverer eksterne partnere ude i den rigtige verden, så kan det være enormt svært at få tid til at nå alt det andet. Især fordi jeg de sidste fire uger har trukket bouncing 92,5 timer hjem på mit studiejob, som altså er blevet til et decideret deltidsjob denne måned – ved siden af mit fuldtidsstudie, og et par timer her og der som yogainstruktør. Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg trænger til at komme op efter luft. For første gang nogensinde er det altså her på mit syvende semester på uni, at jeg rent faktisk længes efter eksamensperioden, så jeg da kan få lidt tid til mig selv. Say what. Omvendt verden much!

Jeg har medlemskort til ARoS, så det er automatisk blevet lidt et go-to sted, hvis en veninde og jeg ikke lige ved, hvad vi skal lave. Lynhurtigt gik der nogle timer med at se de nyeste udstillinger – som jeg faktisk fik set sammen med min kæreste for noget tid siden. Hans måde at gå på museum er blot meget typisk for ikke-humanisten, som drøner igennem det hele uden at stoppe op og overveje udstillingen, værkerne eller måden de er formidlet. Han er pissesød, min revisorfyr, men ikke altid helt optimal at gå på museum med. Det er mildest talt noget helt anderledes at tage på kunstmuseum med en af mine bare lidt mere kunstinteresserede veninder.

Alice og jeg var heldige at have mulighed for at stalke en skoleklasse, som fik en guidet tour igennem den fine impressionismeudstilling, Lost in Translation. Klassen var østeuropæisk, og den unge danske kunstformidler var så sød og fin på sit charmerende, lidt vaklende engelsk, at jeg ikke tror nogen lagde mærke til, at vi sneg os med rundt.

Efter den mere traditionelle, men virkelig fine udstilling, endte vi i rummene overfor, som indeholder tre installationer af Nathalie Djurberg og Hans Berg. Normalt er jeg lidt skeptisk overfor installationskunst, men et af værkerne “The Gates of the Festival” er et rum med blødt gulv, neonlys i loftet og en video af en fugl der løber rundt på væggene i rummet. Samtidig bliver der spillet noget mærkelig musik. Jeg tænkte virkelig: “Nå det er sådan at være på syretrip!” da vi lå der på gulvet. Selfies skal der selvfølgelig til, og Alice og jeg havde en fest med at være de sære typer, der tog selfies på gulvet, imens andre gæster gik igennem rummet.

Før vi tog hjem nåede vi en kop kaffe i ARoS Café med vores fælles veninde hjemmefra. Charlotte, Alice og jeg har gået i folkeskole sammen, og altså kendt hinanden siden vi var seks år gamle. Én har fået en kæreste, og én skal vælge kandidatstudie, så vi skræppede som tre høns om studievalg og mænd, indtil vi ikke kunne forsvare at blive siddende længere. Det var en virkelig god aften.

Billede 19-11-2015 20.29.17

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.