Studietips #1: Få tid til både jul og eksamen

Indrømmet: Der er ingen studerende, der ligefrem ser frem til eksamensperioderne i maj-juni og december-januar – og værre er det for staklerne på de kvartalsopdelte uddannelser. Av for helvede, hvor jeg føler for jer! Som om to gange præstationshelvede om året ikke er nok.  Det sagt, så synes jeg at der er noget langt overlegent ved vinterens eksamensperiode. Hvis man endelig skal spærres inde med sine bøger, så er det da altid noget at man kan tage en kop varm te og kravle under et tæppe imens. Måske endda tage en nissehue på eller spise en pebernød på de dage hvor humøret og motivationen er helt i bund. Dog har juleeksamen det benspænd, at man har åndssvagt mange ting om ørerne: Julefrokoster, julegaver, familieweekender, for ikke at sige selve helligdagene – det tager alt sammen tid, og pludselig har man dårlig samvittighed overfor både julen og sin eksamenslæsning.

Den mest effektive vej udenom en sammenbrænding er grundig planlægning. Meget grundig. Mest af alt fordi det er en kæmpe stressfaktor at skulle have to måneders planlægning i hovedet – her er papir og en kalender altså din allerbedste ven.

Dan overblik over dine eksamener og dit tidsbehov
Hvilke eksamener skal du til? Hvilke datoer ligger de på? Hvor mange dage får du brug for til at læse op hvis du arbejder det antal timer, du vurderer er realistisk? Realistisk er et nøgleord her. Hvis du kun kan holde hovedet igang 6 timer, så skal du ikke regne med 10 i din læseplan. Så er du allerede bagud fra start, og sætter dig selv op til en masse stress og skuffelse over dig selv. Er en af dine eksamener sammen med en gruppe, så sørg for at få aftalt mødedage og forventningsafstemt i forhold til arbejdsbyrden allerede inden I går i gang.

Notér hvilke andre ting, du vil prioritere
Ved du allerede nu at du skal til julefrokost næste lørdag, og at du sikkert er helt flad søndag? At der stadig mangler at blive købt julegaver? At familien altid ses d. 26.? Sørg for at få sat tid af, til det der skal sættes tid af til. Hvis du ved, du er totalt ødelagt af tømmermænd en dag, så lad være med at planlægge den som mere end en halv arbejdsdag.

Beslut dig for, hvor mange af juledagene du vil holde fri på…
..Og lov mig at du holder fri juleaftensdag! Se på dit tidsbehov ift. eksamenslæsning og vurder hvor mange af de øvrige juledage dage du kan undvære i din læseplan. Und dig selv at tage d. 25. og 26. fri, hvis du kan se i planen at det går. Eventuelt kan de bruges som bufferdage, hvis tiden er meget stram.

Husk buffere
En buffer er en stødpude, og det er et uundværligt værktøj til overskuelig planlægning. Indsæt mindst 2-3 bufferdage spredt ud over din eksamensperiode – gerne lidt til midten, og lidt til slutningen. Planlæg resten af eksamensperioden som om de særlige dage var fridage. Hvis tidsplanen så skrider, eller du er ved at få spontan livmodersænkning over et særligt svært emne, ja så kan du hive bufferdagen frem. Bufferdage er kære venner i modgang, og endnu kærere venner i medgang – for hvis du ikke får brug for din bufferdag, så har du jo overholdt din plan, og kan derved holde fri med god samvittighed eller bruge den som arbejdsdag og score ekstra point til samvittighedskontoen. Win-win over hele linjen! Skål for bufferdage!

Få det hele i en kalender
Start med på månedsbasis at få markeret arbejdsdage (gerne farvekodet efter hvilken eksamen der arbejdes på – hvem er ikke en sucker for farvekodning?), fridage (husk jul!) og bufferdage (bare husk dem for pokker!). Lav også for hvert fag en grovplanlægning af hvad der skal laves hvilke dage. Det sidste kan selvfølgelig ligesåvel foregå i et worddokument eller på et stykke papir, hvis det bliver for uoverskueligt for dig i månedsvisningen på kalenderen.

Planlæg løbende hver uge
Denne sidste del er nok den vigtigste. I eksamensperioden bruger du hver søndag aften på at planlægge ugen frem. Sæt tid af til de ting, du ved du skal. Indregn tid til din løbetur, din maddag på kollegiet og den tv-serie du følger med i om torsdagen. På den måde får det hele status som aftaler i din kalender, og du giver dig selv ‘ret til’ at holde fri uden dårlig samvittighed.

Det sidste trick er selvfølgelig det sværeste: Overhold planen!
Se den som en ubrydelig kontrakt med dig selv. Selvfølgelig kan der komme uforudsete forhindringer undervejs, men hvis du ved du har gjort dit ypperste på at få det lavet, du satte dig for fra starten af, så har du også mindre grund til at banke dig selv oven i hovedet.

Har du flere gode råd til tidsstyring i eksamensperioden? Så er du selvfølgelig meget velkommen til at byde ind med dem. (:

Århusanbefaling: Brunch på Café Faust

brunch på faust

Til min fødselsdag i september gav min kæreste mig et par smukke øreringe, og et gavekort til en, jeg citerer ’super overraskende overraskelse’. I dag havde vi endelig en søndag fri til bare at være kærester, og endelig var der altså tid til at bruge dagen sammen. Peder tog mig med på brunch på Café Faust, hvor vi én gang før har spist morgenmad. Mildest talt skal man være virkelig heldig for at få et bord på Faust en søndag morgen – eller, gøre som vi gjorde, stå tidligt op og stå klar ude foran når de åbner. Jeg forstår til gengæld sagtens at det er svært at komme til på den fine café på Åboulevarden. Ud over at maden er virkelig, som i virkelig god, så leverer personalet konsekvent nærværende betjening, uanset hvor travlt de har.

Man kan vælge imellem tre forskellige brunchtallerkner, som koster 115 (“Den ene” og “Den anden”) eller 119 (“Den sunde”). Ovenfor ser I “Den sunde” som jeg fik i dag – en kæmpe tallerken fyldt med low carb-lækkerhed og lidt frugt at slutte af med. Jeg kunne på ingen måde spise op, og måtte give op midt i frugten.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Tiltrængt seriemarathon

gossip girl

Hvis det ikke var fordi jeg rent faktisk har mødtes med min studiegruppe i fire timer og hængt noget vasketøj op, så ville 11. november være ubestridt den mindst produktive dag i 2015. Jeg er træt for tiden og i dag føles som den første i lang tid, hvor jeg rent faktisk er hjemme fra uni i menneskelig tid uden at skulle på arbejde bagefter. Derfor var der noget sært lokkende over Gossip Girl-thumbnailen i Netflix, da jeg bladrede igennem i dag. Jeg har egentlig fulgt serien dengang den stadig kørte, men har altid haft lyst til at se hele serien fra start til slut efter det blev afsløret, hvem Gossip Girl egentlig er. Det er den der slags serie som er lidt ligegyldig at se, men stadigvæk er så fyldt med intriger og drama, at ens eget travle liv glider i baggrunden imens man ser det. På en eller anden måde er det altså endt med at jeg har set otte afsnit siden jeg kom hjem klokken tre. Dels er det jo ikke ligefrem noget at være stolt af. På den anden side kan jeg mærke, at det var tiltrængt.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Stormens offer

Kan I huske jeg skrev om det der planteskam? Og hvor glad jeg var, da vi endelig fik gjort kål på de døde altankasseplanter ved hjælp af en meget julet omgang lyskædeindviklede fyrretoppe? Alt var fryd og gammen, og vi var glade og uvidende, da vi vendte den lille blå bil  – også blandt venner kaldet ‘kabinescooteren’, fordi det ville være synd at sige at der som sådan er meget bil i den søde C1’er – imod Tønder.

Men så kom Freja. Stormen, altså. Og det vil være løgn at påstå, at vi ligefrem havde stormsikret vores dekorative anordning.

Vi kom altså hjem til en bunke jord på fortovet. Altankassen var faldet ned. Selve kassen var ingen steder at se – og det ser sgu ud som om,  der er nogen, der er rendt med alle vores fyrretoppe! Min reaktion var cirka denne her:

skrig

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – så on the bright side, så behøver vi aldrig mere købe en altankasse igen. Det værste er bare at jorden fra kassen (inklusive døde planter (…)) stadig ligger nede på fortovet, og ingen af os kan helt nosse sig sammen til at få gjort noget ved det. Tror I dem nede på gaden opdager den tomme holder til altankassen?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Om familiehygge og puslespil

imageDet hedder vel næsten puslespil fordi det skal gå langsomt. Det skal være noget man pusler med, så at sige. Jeg fatter ikke at folk gider. Tusind brikker der næsten passer med 998 af de andre, og det gælder om at finde den ene den er tiltænkt til at passe sammen med. Øv, det er kedeligt, og det kan få de små hår til at rejse sig i nakken på mig af utålmodighed. Personligt er det der med puslespil altså ikke noget jeg har meget til overs for, men der er noget helt ganske særligt hyggeligt over det når min kæreste og min lillesøster kan bruge samlet set en time af vores aften på at fumle med et.

Det har været helt fantastisk at være i Sønderjylland over weekenden. Jeg trængte virkelig til at komme hjem og være sammen med dem alle sammen. Det blev til ovenstående puslespilssession, en masse hygge omkring min tre uger gamle nevø (som endelig har fået navnet Malthe) og i øvrigt en masse solidt familienærvær. Vi lavede fx en uro til Malthe i strøgne perleplader, som vi bandt sammen med sytråd, holdt fødselsdagsbrunch for min bonuslillesøster Mathilde, drak det første glas glögg i Tønder gågades juleby og fik kigget en masse i butikker. I denne her weekend har jeg flere gange grinet helt ned i maven, og jeg har oplevet den ro, det giver, at sidde med et sovende spædbarn i armene. Det er sgu over gennemsnittet.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.