Kikærtepandekager med laksemousse og kålsalat

Jeg øver mig som sagt i at være en sund type uden at være fanatisk – sådan, i gennemsnit forstås. På den der måde hvor jeg godt kan spise chips en dag, hvis det er det, jeg brænder for, men hvor det ikke betyder, at jeg skal ligge i kulhydratkoma i tre uger efterfølgende. Det går ok godt! Jeg trives til hverdag rigtig godt på en liberal form for LCHF – liberal forstået på den måde at jeg ud over rodfrugter nu og da også inkluderer en beskeden mængde bælgfrugter. Egentlig primært i form af kikærtemel eller en håndfuld edamamebønner. Især tilvalget af fx kikærtepandekager er en vinder for mig, for jeg bliver sgu træt i længden, hvis alt jeg spiser skal smage af æg. I den seneste uge har jeg været stor fan af frokostudgaven “snask, kålsalat, pandekage”, og min nye absolutte favoritsnask er laksemousse, som kan laves mega simpelt. Hele opskriften nedenfor tager maks ½ time at lave, og portionen er stor nok til mindst to dages frokost til to personer.

Pandekage med laks

Kikærtepandekager – ca. 6 stk
2 dl kikærtemel
1,5 dl vand
1 æg
Et gavmildt skvæt fløde
(Evt. en håndfuld spinat)
Salt og peber’

Rør alle ingredienser sammen  (evt. med en blender, hvis man kører spinatversionen) og lad dem trække et øjeblik, før pandekagerne steges i rigeligt smør. Stil pandekagerne til side til senere, og gå i gang med at lave laksemousse og kålsalat.

Laksemousse
200 g røget laks
1 pakke flødeost naturel
1 dl creme fraiche
En håndfuld dild
Salt og peber
Citronsaft

Start med at blende laksen sammen med dilden, til den konsistens, du ønsker laksestykkerne skal have. Jeg kan fx godt lide, når der stadig er lidt tekstur i laksemoussen og det ikke bare bliver til smat. Bagefter rører du flødeost og creme fraiche i, og smager til med salt, peber og citronsaft. Hvis man synes den her udgave er lidt tam, kan man evt. supplere med et finthakket halvt rødløg.

Kålsalat
1 spidskål
1 agurk
2 avocadoer
½ dl citronsaft
1 dl olivenolie
Salt og peber
1 håndfuld nødder eller store kerner.

Snit spidskålen fint. Fjern frøene inde i agurken med en ske, og skær agurken i små tern. Avocadoerne skæres også i små tern. Vælt kålsalaten sammen med citronsaft og olivenolie, og smag til med salt og peber. Ved servering smider du fx en håndfuld hasselnødder, mandler, solsikkekerner eller græskarkerner i.

Når du lægger det hele sammen starter du med at smøre pandekagen med laksemousse, før du putter rigeligt med kålsalat i en bane på midten, for så at toppe med endnu et par klatter laksemousse. Til sidst kan du folde pandekagen på midten til en wrap. Lad for guds skyld være med at gøre dig selv til grin ved at tro, at du kan folde pandekagen og spise den uden kniv og gaffel – det kommer ikke til at ske! Det er afprøvet, det ender ikke kønt, og jeg kan på ingen måde anbefale det.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Postkort fra opgaveland

Billede 11-01-2016 20.10.55

Den sidste uge har været crazy. Ikke på den måde at der er sket noget livsændrende. Heller ikke noget der er bare en lille bitte smule spændende. Jeg har ikke været til et stort gallaevent, rendt ind i Nikolaj Lie Kaas på strøget eller indset at jeg vil være med i cirkus. Derimod har jeg tilbragt de sidste syv dage i skiftevis yogabukser eller onesie, med en fedtet knold højt på hovedet og en betydelig mængde junkfood. Oh yes: Eksamensperioden har for alvor fået sit greb i mig.

Det er den sidste slutspurt i denne omgang. I studiegruppen har vi skrevet råteksten til en 60-siders grupperapport over julen, som vi den seneste uge har arbejdet med at færdiggøre og finpudse. Det er første gang jeg nogensinde skriver så stor en opgave i en gruppe, og jeg må indrømme at det er en del hårdere, end at skrive individuelle eksamensopgaver. Ikke dårligere på nogen måde – men meget anderledes. Mindre ensomt, mere grundigt. Med flere mennesker inde over, er alt op til diskussion, og der er konstant flere sæt kritiske øjne på det, man er ved at skrive. Det gør utvivlsomt outputtet meget bedre end en individuel eksamen. Det meget mere koncentrerede arbejde betyder også, at når vi har arbejdet intensivt otte timer, så kan jeg holde fri resten af dagen med god samvittighed. Sådan plejer det sgu ikke at være, men det er jo dejligt nok.

Over 50 timer er det blevet til, og selvom det er nogle virkelig skønne damer, jeg arbejder sammen med, så må den opgave meget gerne snart være færdig. Min hjerne er seriøst blevet til grød af at gennemtrævle de samme sætninger igen og igen de sidste mange dage. Derfor er jeg enormt lettet over her til aften at kunne sidde under min dyne med et udskrevet eksemplar af opgaven. Det er bare liiiiiiige de sidste par småting, der skal fikses i morgen, og så kan vi holde ferie helt indtil kandidatens andet semester starter. Det er i og for sig ret heldigt, at opgaven snart er færdig, for jeg har ikke flere rene yogabukser tilbage.

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Nytårsforsæt- eller nytårsfortsæt?

Nytårsforsæt

Der har været en del skriverier de sidste par dage (bl.a. hos den velformulerede fru Lange) om nytårsforsætter. Som det gør hvert år, er forskellen mellem det korrekte ‘nytårsforsæt’ og det ofte brugte ‘nytårsfortsæt’ – som sprogligt ikke angiver, at man har sat sig for noget, men i stedet at man vil fortsætte med noget – blevet slået godt og grundigt fast i mangt et kommentarfelt. I virkeligheden tænker jeg egentlig at den diskussion er ret spøjs, for vi ved alle sammen at det er rigtig, rigtig svært at holde nytårsforsæt. Det er skide svært at ændre sine vaner, og mange sætter deres mål alt for langt væk fra deres udgangspunkt. Nu er det ikke sådan at jeg er imod ambitiøse mål – slet ikke. Problemet med nytårsforsæt er bare, at de også tit formuleres så status quo fremstilles som negativ.

Jeg vil tabe 10 kilo sender ikke tankerne imod kærlighed til egen krop, selvom de dybere intentioner i få tilfælde måske ligger der. Jeg vil bruge mere tid sammen med mine veninder springer måske ud af dårlig samvittighed. Jeg vil stoppe med at ryge har ligesom de to andre eksempler rod i, at der er noget galt med den ‘nuværende’ version af én selv. Jaja, tænker du, man kan jo aldrig forbedre sig. Og jo, gu fanden kan man det. Men jeg tror ikke på at gode ændringer i ens liv kan udspringe af selvbebrejdelse og “burde”-følelser. Og jeg tror lige præcis det er derfor, de sjældent holder.

Derfor synes jeg faktisk ordet “nytårsfortsætter” er interessant. For selvom det ikke er den rigtige stavemåde, så bør vi måske i virkeligheden omkring årsskiftet basere vores forsætter på positive ting, vi allerede gør – og som vi vil fokusere på at blive ved med. På den måde anerkender vi også os selv for de ting, vi allerede er gode til, samtidig med at vi giver os selv et løfte om, i det næste år at bibeholde dette element i vores liv, om at nære det.

På den måde udspringer målene for det nye år på allerede eksisterende gode ting – og vi sætter os for at gøre ting, vi allerede ved, gør os glade. På den måde behøver vi slet ikke arbejde med motivation. Den er indbygget i forsættet. Skide smart jo! Win-win over hele linjen.

Med udgangspunkt i ovenstående tanker – som naturligvis udspringer dels af fornævnte debat, men også af at have læst ulækkert meget poppsykologisk selvhjælpslitteratur (and I’m not even ashamed of it!) – har jeg formuleret nedenstående nytårsforsæt i år, som jeg tror bliver en del nemmere at holde end de traditionelle “Smid 10 kilo og træn til du brækker dig”, jeg plejer at fyre af.

Jeg vil fortsætte med at huske min yogapraksis.
Selvom jeg har undervist yoga siden 2013, så har jeg i perioder været virkelig slem til udelukkende at undervise. Min egen praksis røg lidt en tur til højre til fordel for styrketræning, løb, crossfit og ..well, min sofa ikke at forglemme. I det forgangne år har jeg til gengæld været virkelig god til selv at praktisere et par gange om ugen, under kyndig ledelse af de søde damer i Fitness World her i Århus. I år vil jeg blive ved med det – fordi de regelmæssige yogatimer tjener som tiltrængte pusterum i en travl hverdag, og fordi effekten af dem spreder sig ud i min hverdag, og gør mig til et menneske, som er rarere at være sammen med.

Jeg vil fortsætte med at have et balanceret forhold til kost.
Et balanceret forhold til kost var faktisk et stort arbejdspunkt for mig sidste år. Jeg har før i tiden været virkelig strid til at være enten/eller. Typen, der i lange perioder er virkelig loose, og spiser chips til jeg er lige ved at brække mig – afbrudt af korte perioder, karakteriseret af en ulækkert helsefisseagtig tilgang til, hvad jeg putter i munden. Resultatet er forventeligt yoyovægt og rigtig meget selvbebrejdelse – og det er noget pjat, når vi alle sammen ved at 80/20 er vejen frem.

Det har jeg lært sidste år – 80/20 altså. At det er helt okay med velbehag at kværne en pose chips en gang i mellem – men at det ikke behøver være hele tiden. Samtidig at der ikke er nogen andre end mig, der laver regler om, hvad jeg skal spise og ikke spise. Der er dermed aldrig nogensinde grund til at sige “det må jeg ikke spise” – for gu’ fanden må jeg det! Nogle gange betyder det at noget bliver valgt fra, nogle gange betyder det at noget bliver valgt til, og nej, det behøver sgu ikke altid være det, min krop er gladest for, og det er helt okay. Dén holdning har sørget for at jeg faktisk har tabt mig lidt i år i stedet for at tage på, og dén holdning vil jeg holde fast på i 2016.

Jeg vil fortsætte med at huske at gøre ting, der gør mig glad.
Noget, jeg øver mig virkelig meget på, er at sætte tid til side til rare ting med vilje. Det lyder måske banalt – det er det i og for sig også. Men jeg oplever selv, at hvis jeg ikke er pinligt bevidst om netop det, så forsvinder alle de gode ting i hverdagstågen. Andre studerende kender måske følelsen af altid at have et eller andet, man burde lave. For mig at se er alt det, man burde lave, bare på ingen måde vigtigere end dét, der måske er det allervigtigste i verden: At man for fanden godt kan li’ det liv, man lever. Og for at man kan det, så skal der sgu være glimt af gode, og rare ting, som man vælger at gøre, fordi man virkelig har lyst – og så bare sige “pyt!” til resten for en stund. Ellers bliver det hele godt nok for surt, hvilket der ingen grund er til, så længe man, langt hen af vejen, har friheden til selv at styre sit liv. I 2016 vil jeg gerne være endnu bedre til at vælge gode ting til.

Hvad tænker du om nytårsforsætter? Og har du nogen i år?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

2015: Et år i retrospekt

Et år er jo ikke rigtig afsluttet, før samtlige bloggere har skrevet et ‘året der gik’-indlæg. Vi skal endelig ikke sidde fast i 2015 længere end højst nødvendigt, så jeg tager naturligvis også det vigtige ansvar på mine skuldre. (;

2015 har været et af de år, som er fløjet forbi, nærmest uden jeg opdagede det. Følelsen af højt tempo skyldes sikkert dels at der har været virkelig mange store begivenheder, og dels at jeg generelt har haft følelsen af at være presset over forskellige ting i løbet af hele året. Når jeg ser tilbage på 2015, så forstår jeg godt, hvorfor mit hoved har været på overarbejde.

I starten af året flyttede jeg sammen med min kæreste. Vi flyttede sammen forholdsvis tidligt, efter at have været kærester i ni-ti måneder. Før boede Peder i Herning, og jeg i Århus, og imellem pendling frem og tilbage, og faktum at vi nærmest boede sammen på trods af afstand, var det tosset at vi ikke bare flyttede sammen. Vi var exceptionelt heldige med vores boligsøgning, og fik på en lille måned med Boligportalen fat i en lækker 2’er, der opfyldte alle vores krav – inklusive forholdsvis billig husleje. Dog var det med indflytning en del hurtigere end planlagt, og januar og februar måned var dermed ét stort rod af flytning, Ikea-ture og panikindretning af den nye lejlighed. I samme periode blev jeg ansat som kundesupporter hos eBay, hvor en masse tid også gik med oplæring.

Foråret husker jeg for tre ting. Først og fremmest for en kæmpe forvirring i forhold til valget af kandidatuddannelse. Jeg havde mega krise. Efter at jeg droppede idéen om at blive gymnasielærer, var det en jungle at finde ud af, hvad jeg havde adgang til, og hvad jeg egentlig overhovedet havde lyst til. Jeg endte med at søge Oplevelsesøkonomi, Retorik og Engelsk (i dén rækkefølge), imens Virksomhedskommunikation og Engelsk, som egentlig havde været min plan indtil to dage før ansøgelsesfrist, røg en tur til højre. Faktisk opdagede jeg først Oplevelsesøkonomis eksistens to dage før ansøgelsesfristen, så det er et rent lykketræf, at det er det, jeg endte med at læse.

Det var også i det tidlige forår, at min søster ringede til mig en formiddag. Jeg sad og var ved at snøre mine løbesko, husker jeg, og da hun meget tidligt i samtalen sagde: “Katrine, jeg er gravid”, begyndte jeg seriøst at grine. Jeg troede det var en joke. Min søster er bestemt ikke typen, der er for fin til ikke at joke med den slags, så jeg var 100% sikker på at min mor sad i baggrunden og flækkede af grin. Det viste sig så at hun ikke prankede, hvilket gjorde min reaktion lidt upassende. Jeg endte med at skulle sunde mig en time, før jeg kom afsted på den løbetur, for det var satme en stor nyhed at få.

I stor kontrast til nyheden om det nye liv, så blev foråret også præget af min bedstefars død. Han havde været syg igennem et stykke tid, så det kom ikke som nogen overraskelse, men det var alligevel mærkeligt og trist.

Efter eksamenerne i juni, kunne jeg kalde mig bachelor i Engelsk og Erhvervsøkonomi. Det var en lidt flad fornemmelse, for at være helt ærlig. Hvor gymnasiet afsluttes med fest, farver og sjove hatte, er bacheloren en mere afdæmpet fornøjelse at afslutte. Ikke desto mindre er det stadig en præstation, og et stort fedt kryds på to-do listen i vejen videre ud i verden. Trods alt endte bacheloren med at skaffe mig adgang til kandidaten i Oplevelsesøkonomi, som jeg startede på i efteråret. Det har været sindssygt travlt, og jeg kan i høj grad mærke, at jeg har haft det forholdsvist nemt på bacheloren. Hvor jeg før har været vant til 25-30 timers aktivt studiearbejde i ugen – endda med eksamensperiodens spidsbelastning indregnet i omtalte gennemsnit – så er Oplevelsesøkonomi virkelig et fuldtidsstudie. Det er der jo som sådan ikke noget galt i, men det har krævet noget tilvænning. Især fordi jeg ved siden af har to jobs, der også skal passes, og som også ofte bliver til 15+ timer i ugen. På trods af tidspres, så er jeg ret sikker på, at det er den rette hylde, jeg er på lige nu: Jeg er tilpas udfordret, men føler stadig at jeg laver noget, jeg er god til, og noget, som nærer mig.

På trods af at 2015 markeres af en del store begivenheder, så tager én oplevelse prisen over dem alle: Midt i oktober fik jeg det kæmpe privilegie at være med, da min nevø blev født. Selvom jeg mest af alt bare brugte natten på at sørge for kaffe, vand og mad til de andre fødselshjælpere, så var det kæmpe stort at være der sammen med min stærke søster, imens hun arbejdede hårdt for at få sin søn til verden. Det er sindssygt stort at være blevet moster, og helt åndssvagt så meget man kan elske sådan en lille klump, som jo bare pludrer, skider, skriger, spiser og sover.  Det ser dog allerede nu ud som om, at han bliver en ligeså klar en solstråle som sin mor, hvilket kun kan blive godt. Jeg glæder mig til at se, hvilket menneske han bliver til, og jeg er ikke i tvivl om at når jeg tænker tilbage på 2015 om ti eller tyve år, så er det Malthe, jeg vil huske det for.

12494356_10153800737302487_796258502_o

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.