Opskrift: Pulled chicken og spidskålssalat

Det har været den slags dag, hvor jeg er kravlet direkte fra dynen ind på vores sofa, hvor jeg har tilbragt dagen med at skrive eksamensopgave. Opgaven jeg har skrevet på er en lille fin 4-siders sag, afslutningen på en løbende porteføljeeksamen i Socialantropologi. Det har været enormt dejligt bare at være hjemme med mine egne tanker og musik i højtalerne, også selvom det har taget det meste af dagen at få skrevet opgaven. At jeg har været hjemme hele dagen betyder også, at der faktisk har været tid til at lave aftensmad af den slags, som skal have lææææænge i ovnen. Helt uden at overveje hvad det skulle ende med i morges, havde jeg taget kylling op, så det endte med pulled kylling og spidskålssalat. Det var mega lækkert! Nedenfor er hvad vi brugte til to personer til to dages aftensmad.

kylling og spidskålssalat

Pulled chicken

3½ time før du har tænkt dig at spise, så tænd ovnen på 150°C og bland en marinade af:

1 dl ketchup
4 spsk olivenolie
1 spsk hvidvinseddikke
1 tsk honning
1 tsk cayennepeber
1 tsk løgpulver
2 tsk paprika
4 fed hvidløg
Salt og peber

Hæld marinaden over 4 hele kyllingefileter i et lille ildfast fad. Sørg for at få vendt kyllingerne godt rundt i marinaden, så alt er smurt godt ind. Pak fadet grundigt til i staniol, og stil det i ovnen.
Når der er gået 3 timer og 15 minutter tager du fadet ud af ovnen, fjerner staniolen og trækker kyllingefiletterne fra hinanden med to gafler. Til at starte med ligner det at der er meget marinade, men efterhånden som kyllingen bliver til små strimler, suger det lynhurtigt væden og bliver til en lækker, krydret omgang.

Spidskålssalat
Bland en dressing af:
3 dl skyr/græsk yoghurt/creme fraiche el. lign.
1 tsk honning
1 tsk dijonsennep
Et lille skvæt hvidvinseddikke
Salt og peber

Derudover skal du bruge:
½ spidskål i strimler
2 æbler i tern
En håndfuld valnøddekerner

Hæld dressingen over, et voila! 🙂

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Venindetur på ARoS

Det var ret tiltrængt da planerne ændrede sig i sidste øjeblik i torsdags, og jeg pludselig havde aftenen fri for første gang i alt for lang tid. Det faldt smukt sammen med aftenåbent på ARoS, og at min søde veninde skreg på kvalitetstid.

Med et studie pakket med gruppearbejde, aflevering af portefølje-eksamener og projekter som involverer eksterne partnere ude i den rigtige verden, så kan det være enormt svært at få tid til at nå alt det andet. Især fordi jeg de sidste fire uger har trukket bouncing 92,5 timer hjem på mit studiejob, som altså er blevet til et decideret deltidsjob denne måned – ved siden af mit fuldtidsstudie, og et par timer her og der som yogainstruktør. Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg trænger til at komme op efter luft. For første gang nogensinde er det altså her på mit syvende semester på uni, at jeg rent faktisk længes efter eksamensperioden, så jeg da kan få lidt tid til mig selv. Say what. Omvendt verden much!

Jeg har medlemskort til ARoS, så det er automatisk blevet lidt et go-to sted, hvis en veninde og jeg ikke lige ved, hvad vi skal lave. Lynhurtigt gik der nogle timer med at se de nyeste udstillinger – som jeg faktisk fik set sammen med min kæreste for noget tid siden. Hans måde at gå på museum er blot meget typisk for ikke-humanisten, som drøner igennem det hele uden at stoppe op og overveje udstillingen, værkerne eller måden de er formidlet. Han er pissesød, min revisorfyr, men ikke altid helt optimal at gå på museum med. Det er mildest talt noget helt anderledes at tage på kunstmuseum med en af mine bare lidt mere kunstinteresserede veninder.

Alice og jeg var heldige at have mulighed for at stalke en skoleklasse, som fik en guidet tour igennem den fine impressionismeudstilling, Lost in Translation. Klassen var østeuropæisk, og den unge danske kunstformidler var så sød og fin på sit charmerende, lidt vaklende engelsk, at jeg ikke tror nogen lagde mærke til, at vi sneg os med rundt.

Efter den mere traditionelle, men virkelig fine udstilling, endte vi i rummene overfor, som indeholder tre installationer af Nathalie Djurberg og Hans Berg. Normalt er jeg lidt skeptisk overfor installationskunst, men et af værkerne “The Gates of the Festival” er et rum med blødt gulv, neonlys i loftet og en video af en fugl der løber rundt på væggene i rummet. Samtidig bliver der spillet noget mærkelig musik. Jeg tænkte virkelig: “Nå det er sådan at være på syretrip!” da vi lå der på gulvet. Selfies skal der selvfølgelig til, og Alice og jeg havde en fest med at være de sære typer, der tog selfies på gulvet, imens andre gæster gik igennem rummet.

Før vi tog hjem nåede vi en kop kaffe i ARoS Café med vores fælles veninde hjemmefra. Charlotte, Alice og jeg har gået i folkeskole sammen, og altså kendt hinanden siden vi var seks år gamle. Én har fået en kæreste, og én skal vælge kandidatstudie, så vi skræppede som tre høns om studievalg og mænd, indtil vi ikke kunne forsvare at blive siddende længere. Det var en virkelig god aften.

Billede 19-11-2015 20.29.17

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Århusanbefaling: Brunch på Café Faust

brunch på faust

Til min fødselsdag i september gav min kæreste mig et par smukke øreringe, og et gavekort til en, jeg citerer ’super overraskende overraskelse’. I dag havde vi endelig en søndag fri til bare at være kærester, og endelig var der altså tid til at bruge dagen sammen. Peder tog mig med på brunch på Café Faust, hvor vi én gang før har spist morgenmad. Mildest talt skal man være virkelig heldig for at få et bord på Faust en søndag morgen – eller, gøre som vi gjorde, stå tidligt op og stå klar ude foran når de åbner. Jeg forstår til gengæld sagtens at det er svært at komme til på den fine café på Åboulevarden. Ud over at maden er virkelig, som i virkelig god, så leverer personalet konsekvent nærværende betjening, uanset hvor travlt de har.

Man kan vælge imellem tre forskellige brunchtallerkner, som koster 115 (“Den ene” og “Den anden”) eller 119 (“Den sunde”). Ovenfor ser I “Den sunde” som jeg fik i dag – en kæmpe tallerken fyldt med low carb-lækkerhed og lidt frugt at slutte af med. Jeg kunne på ingen måde spise op, og måtte give op midt i frugten.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Tiltrængt seriemarathon

gossip girl

Hvis det ikke var fordi jeg rent faktisk har mødtes med min studiegruppe i fire timer og hængt noget vasketøj op, så ville 11. november være ubestridt den mindst produktive dag i 2015. Jeg er træt for tiden og i dag føles som den første i lang tid, hvor jeg rent faktisk er hjemme fra uni i menneskelig tid uden at skulle på arbejde bagefter. Derfor var der noget sært lokkende over Gossip Girl-thumbnailen i Netflix, da jeg bladrede igennem i dag. Jeg har egentlig fulgt serien dengang den stadig kørte, men har altid haft lyst til at se hele serien fra start til slut efter det blev afsløret, hvem Gossip Girl egentlig er. Det er den der slags serie som er lidt ligegyldig at se, men stadigvæk er så fyldt med intriger og drama, at ens eget travle liv glider i baggrunden imens man ser det. På en eller anden måde er det altså endt med at jeg har set otte afsnit siden jeg kom hjem klokken tre. Dels er det jo ikke ligefrem noget at være stolt af. På den anden side kan jeg mærke, at det var tiltrængt.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Stormens offer

Kan I huske jeg skrev om det der planteskam? Og hvor glad jeg var, da vi endelig fik gjort kål på de døde altankasseplanter ved hjælp af en meget julet omgang lyskædeindviklede fyrretoppe? Alt var fryd og gammen, og vi var glade og uvidende, da vi vendte den lille blå bil  – også blandt venner kaldet ‘kabinescooteren’, fordi det ville være synd at sige at der som sådan er meget bil i den søde C1’er – imod Tønder.

Men så kom Freja. Stormen, altså. Og det vil være løgn at påstå, at vi ligefrem havde stormsikret vores dekorative anordning.

Vi kom altså hjem til en bunke jord på fortovet. Altankassen var faldet ned. Selve kassen var ingen steder at se – og det ser sgu ud som om,  der er nogen, der er rendt med alle vores fyrretoppe! Min reaktion var cirka denne her:

skrig

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – så on the bright side, så behøver vi aldrig mere købe en altankasse igen. Det værste er bare at jorden fra kassen (inklusive døde planter (…)) stadig ligger nede på fortovet, og ingen af os kan helt nosse sig sammen til at få gjort noget ved det. Tror I dem nede på gaden opdager den tomme holder til altankassen?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.