Venindetur på ARoS

Det var ret tiltrængt da planerne ændrede sig i sidste øjeblik i torsdags, og jeg pludselig havde aftenen fri for første gang i alt for lang tid. Det faldt smukt sammen med aftenåbent på ARoS, og at min søde veninde skreg på kvalitetstid.

Med et studie pakket med gruppearbejde, aflevering af portefølje-eksamener og projekter som involverer eksterne partnere ude i den rigtige verden, så kan det være enormt svært at få tid til at nå alt det andet. Især fordi jeg de sidste fire uger har trukket bouncing 92,5 timer hjem på mit studiejob, som altså er blevet til et decideret deltidsjob denne måned – ved siden af mit fuldtidsstudie, og et par timer her og der som yogainstruktør. Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg trænger til at komme op efter luft. For første gang nogensinde er det altså her på mit syvende semester på uni, at jeg rent faktisk længes efter eksamensperioden, så jeg da kan få lidt tid til mig selv. Say what. Omvendt verden much!

Jeg har medlemskort til ARoS, så det er automatisk blevet lidt et go-to sted, hvis en veninde og jeg ikke lige ved, hvad vi skal lave. Lynhurtigt gik der nogle timer med at se de nyeste udstillinger – som jeg faktisk fik set sammen med min kæreste for noget tid siden. Hans måde at gå på museum er blot meget typisk for ikke-humanisten, som drøner igennem det hele uden at stoppe op og overveje udstillingen, værkerne eller måden de er formidlet. Han er pissesød, min revisorfyr, men ikke altid helt optimal at gå på museum med. Det er mildest talt noget helt anderledes at tage på kunstmuseum med en af mine bare lidt mere kunstinteresserede veninder.

Alice og jeg var heldige at have mulighed for at stalke en skoleklasse, som fik en guidet tour igennem den fine impressionismeudstilling, Lost in Translation. Klassen var østeuropæisk, og den unge danske kunstformidler var så sød og fin på sit charmerende, lidt vaklende engelsk, at jeg ikke tror nogen lagde mærke til, at vi sneg os med rundt.

Efter den mere traditionelle, men virkelig fine udstilling, endte vi i rummene overfor, som indeholder tre installationer af Nathalie Djurberg og Hans Berg. Normalt er jeg lidt skeptisk overfor installationskunst, men et af værkerne “The Gates of the Festival” er et rum med blødt gulv, neonlys i loftet og en video af en fugl der løber rundt på væggene i rummet. Samtidig bliver der spillet noget mærkelig musik. Jeg tænkte virkelig: “Nå det er sådan at være på syretrip!” da vi lå der på gulvet. Selfies skal der selvfølgelig til, og Alice og jeg havde en fest med at være de sære typer, der tog selfies på gulvet, imens andre gæster gik igennem rummet.

Før vi tog hjem nåede vi en kop kaffe i ARoS Café med vores fælles veninde hjemmefra. Charlotte, Alice og jeg har gået i folkeskole sammen, og altså kendt hinanden siden vi var seks år gamle. Én har fået en kæreste, og én skal vælge kandidatstudie, så vi skræppede som tre høns om studievalg og mænd, indtil vi ikke kunne forsvare at blive siddende længere. Det var en virkelig god aften.

Billede 19-11-2015 20.29.17

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Århusanbefaling: Brunch på Café Faust

brunch på faust

Til min fødselsdag i september gav min kæreste mig et par smukke øreringe, og et gavekort til en, jeg citerer ’super overraskende overraskelse’. I dag havde vi endelig en søndag fri til bare at være kærester, og endelig var der altså tid til at bruge dagen sammen. Peder tog mig med på brunch på Café Faust, hvor vi én gang før har spist morgenmad. Mildest talt skal man være virkelig heldig for at få et bord på Faust en søndag morgen – eller, gøre som vi gjorde, stå tidligt op og stå klar ude foran når de åbner. Jeg forstår til gengæld sagtens at det er svært at komme til på den fine café på Åboulevarden. Ud over at maden er virkelig, som i virkelig god, så leverer personalet konsekvent nærværende betjening, uanset hvor travlt de har.

Man kan vælge imellem tre forskellige brunchtallerkner, som koster 115 (“Den ene” og “Den anden”) eller 119 (“Den sunde”). Ovenfor ser I “Den sunde” som jeg fik i dag – en kæmpe tallerken fyldt med low carb-lækkerhed og lidt frugt at slutte af med. Jeg kunne på ingen måde spise op, og måtte give op midt i frugten.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

En doven dag (og en anbefaling!)

I morges var den slags morgen, hvor jeg seriøst måtte slæbe mig selv ud af sengen. Den der slags morgen, hvor man er 100% overbevist om at når man rejser sig fra dynens varme, så dør man på stedet. Trætheden har siddet i kroppen hele dagen. Arbejdet i studiegruppen kørte på halvt blus. Jeg har ikke fået gjort rent som jeg skulle. Mit køkkenbord er fyldt med opvask, der bare skal sættes ned i opvaskemaskinen, men som jeg slet, slet ikke tage mig sammen til at flytte på. Jeg har ikke fået læst. Det allermest produktive jeg har lavet hele dagen er helt ærligt at få flyttet bloggen over på mit eget domæne, og det har ærligt alt bare været én massiv overspringshandling – heldigvis en hyggelig en.

Ikke engang aftensmad kunne jeg hidse mig op til at lave i dag. Det er endda på trods af at jeg egentlig synes, at madlavning er afstressende og dejligt. I dag var det bare too much work! Heldigvis var min kæreste klar på at lægge turen forbi Ren & Stærk i Mejlgade. Det er nok et af mine absolutte yndlingssteder, simpelthen fordi de laver takeout med indbygget god samvittighed – uden simple kulhydrater eller mærkelige E-numre. Jeg fik den flotte, farverige ret Cajun Kylling, og Peder fik en oksekødswrap som mest af alt mindede om en optimeret kebabrulle. Og så en avocadokage til at runde af med, som mest af alt smagte af chokolademousse. Det er sgu da nice. Jeg er vild med at bo i en by som er fyldt med lækre alternativer til den pizza, vi ellers godt kunne være faldet i nede på Vesterbro Torv. Når man lige så hurtigt og til samme pris kan få et helt væld af grøntsager med spicy kylling, så frister pizzaen jo slet ikke – win!

Billede 03-11-2015 18.52.25

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.