Lækker lørdag, tjek!

Billede 31-10-2015 09.16.07I dag har været en af de der dage, som i løbet af dagen virker sådan lidt ligegyldig og ubetydelig, men ved dybere eftertanke faktisk har været en rigtig god dag (lidt ligesom i filmen About Time, har I set den? Den kan varmt anbefales ellers!).

For en gangs skyld formåede jeg at blive i min seng til efter klokken otte. Sove længe, tjek.

Jeg startede dagen med at give en nøgle til min gode ven Simon, som skal sove på min sofa. Rar ven, tjek.

Jeg var endda så heldig, at han gav mig et lift ind til Gammel Munkegade. Sparet transporttid, tjek.

Jeg fik helt sindssygt god betjening hos Joe and the Juice på Århus Banegård, hvor jeg spurgte om “noget med avocado man faktisk kan blive mæt af” og fik en lækker satan med avocado, æble og citron. Tosset lækker morgenmad OG god serviceoplevelse fra morgenen af, tjek.

Herefter var jeg til RE-DO-konference om bæredygtighed og kulturs rolle for en bæredygtig fremtid. Mere specifikt var jeg til et oplæg af Noortje Marres, som forsker i hvordan teknologi kan hjælpe helt almindelige mennesker til at blive mere bæredygtige i deres adfærd. Jeg ville aldrig være kommet til det oplæg, hvis det ikke havde været et krav fra studiet, fordi bæredygtighed egentlig ikke er noget jeg synes er sådan enooooormt ophidsende – men det viste sig faktisk at være rigtig spændende. Brainfood, tjek.

For at det ikke skal være løgn nåede jeg også et smut på Strøget bagefter, hvor jeg sørme faldt over en fin stram sort nederdel til 100 kr – og så med 20% rabat, fordi butikken fandme havde fødselsdag! A’ hvabehar?! Nyt tøj OG til ægte jydepris, tjek(!!).

Til at runde dagen af med havde jeg en vagt på arbejdet fra tre til ti. Her havde jeg selvfølgelig travlt, som det hører lørdag aften til, fordi jeg her sidder alene med e-mails, chat og opkald, og derudover også har nogle ting der skal gås rutinemæssigt efter ind i mellem. Men det var travlt på den der gode måde. Den der måde, hvor der ligesom er et flow over alt hvad man gør. Oven i købet havde jeg virkelig mange kunder igennem, som tydeligt smilende sagde ting som: “Ej, det var virkelig sødt af dig!” / “Tak for virkelig god behandling!” / “Næææh, jeg har ingen spørgsmål, jeg synes du har givet en rigtig god forklaring allerede”. Lutter god karma. Søde kunder, tjek.

Jeg kunne endda finde en parkeringsplads uden problemer da jeg kom hjem – det er altså ret svært i den parkeringszone jeg bor i, skal jeg hilse at sige!

Og nu sidder jeg så her under min dyne, helt varm og klar til at sove, og opremser alle de gode ting ved min dag. Det er sgu da lidt terapeutisk i sig selv. Altså, ikke på den måde at man rammer noget dybt i sin sjæl og græder lidt, forstås. Mere på ‘mit liv er sgu rart, når jeg bare stopper op og ser det’-måden. Og hurra for det!