Barnedåb med benspænd

Barnedåb

Det er faktisk mere eller mindre et mirakel, at der overhovedet blev en barnedåb i dag. Først og fremmest fordi det var en meget hektisk morgen i min søsters og hendes kærestes lille lejlighed, hvor Peder og jeg har tilbragt weekenden op til dagens barnedåb. Vi taler løbne strømpebukser. Hår, der ikke ville sidde som det skulle. Gylp og savl på den blå sløjfe, der skulle fuldende dåbsbarnets outfit. Følelsen af fuckfuckfuck, og frygten for at komme for sent. Det kunne ellers være kønt – barnedåb uden barn, uden forældre og med kun 50% af fadderne. Jeg tror bare at der er en uskreven regel om, at alt skal gå galt på sådan en morgen.

Englene sang utvivlsomt, da det rent faktisk lykkedes alle at være i kirken i tide. Endnu mere da min søde nevø kom igennem dåbsritualet helt uden at græde. Det gik alt sammen skide godt, og dagen så ud til at forløbe efter planen derfra – lige indtil det viste sig at der var sket et datomixup i forhold til middagen, og der på en halv time skulle improviseres en hel ny cateringløsning. Man kunne forvente at hele selskabet ville have været døde af stress, men det blev taget overraskende roligt. “Så ta’r vi da bare hul på hvidvinen, imens vi venter på maden!”, sagde én eller anden, og så var der ligesom ikke grund til mere drama på den front. Ok cool tacklet, synes jeg!

Festen endte selvsagt en del anderledes, end det var planlagt til – men mad blev der skaffet, og med vin og gode mennesker gik det hele alligevel op i en højere enhed.

Malthe

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

2015: Et år i retrospekt

Et år er jo ikke rigtig afsluttet, før samtlige bloggere har skrevet et ‘året der gik’-indlæg. Vi skal endelig ikke sidde fast i 2015 længere end højst nødvendigt, så jeg tager naturligvis også det vigtige ansvar på mine skuldre. (;

2015 har været et af de år, som er fløjet forbi, nærmest uden jeg opdagede det. Følelsen af højt tempo skyldes sikkert dels at der har været virkelig mange store begivenheder, og dels at jeg generelt har haft følelsen af at være presset over forskellige ting i løbet af hele året. Når jeg ser tilbage på 2015, så forstår jeg godt, hvorfor mit hoved har været på overarbejde.

I starten af året flyttede jeg sammen med min kæreste. Vi flyttede sammen forholdsvis tidligt, efter at have været kærester i ni-ti måneder. Før boede Peder i Herning, og jeg i Århus, og imellem pendling frem og tilbage, og faktum at vi nærmest boede sammen på trods af afstand, var det tosset at vi ikke bare flyttede sammen. Vi var exceptionelt heldige med vores boligsøgning, og fik på en lille måned med Boligportalen fat i en lækker 2’er, der opfyldte alle vores krav – inklusive forholdsvis billig husleje. Dog var det med indflytning en del hurtigere end planlagt, og januar og februar måned var dermed ét stort rod af flytning, Ikea-ture og panikindretning af den nye lejlighed. I samme periode blev jeg ansat som kundesupporter hos eBay, hvor en masse tid også gik med oplæring.

Foråret husker jeg for tre ting. Først og fremmest for en kæmpe forvirring i forhold til valget af kandidatuddannelse. Jeg havde mega krise. Efter at jeg droppede idéen om at blive gymnasielærer, var det en jungle at finde ud af, hvad jeg havde adgang til, og hvad jeg egentlig overhovedet havde lyst til. Jeg endte med at søge Oplevelsesøkonomi, Retorik og Engelsk (i dén rækkefølge), imens Virksomhedskommunikation og Engelsk, som egentlig havde været min plan indtil to dage før ansøgelsesfrist, røg en tur til højre. Faktisk opdagede jeg først Oplevelsesøkonomis eksistens to dage før ansøgelsesfristen, så det er et rent lykketræf, at det er det, jeg endte med at læse.

Det var også i det tidlige forår, at min søster ringede til mig en formiddag. Jeg sad og var ved at snøre mine løbesko, husker jeg, og da hun meget tidligt i samtalen sagde: “Katrine, jeg er gravid”, begyndte jeg seriøst at grine. Jeg troede det var en joke. Min søster er bestemt ikke typen, der er for fin til ikke at joke med den slags, så jeg var 100% sikker på at min mor sad i baggrunden og flækkede af grin. Det viste sig så at hun ikke prankede, hvilket gjorde min reaktion lidt upassende. Jeg endte med at skulle sunde mig en time, før jeg kom afsted på den løbetur, for det var satme en stor nyhed at få.

I stor kontrast til nyheden om det nye liv, så blev foråret også præget af min bedstefars død. Han havde været syg igennem et stykke tid, så det kom ikke som nogen overraskelse, men det var alligevel mærkeligt og trist.

Efter eksamenerne i juni, kunne jeg kalde mig bachelor i Engelsk og Erhvervsøkonomi. Det var en lidt flad fornemmelse, for at være helt ærlig. Hvor gymnasiet afsluttes med fest, farver og sjove hatte, er bacheloren en mere afdæmpet fornøjelse at afslutte. Ikke desto mindre er det stadig en præstation, og et stort fedt kryds på to-do listen i vejen videre ud i verden. Trods alt endte bacheloren med at skaffe mig adgang til kandidaten i Oplevelsesøkonomi, som jeg startede på i efteråret. Det har været sindssygt travlt, og jeg kan i høj grad mærke, at jeg har haft det forholdsvist nemt på bacheloren. Hvor jeg før har været vant til 25-30 timers aktivt studiearbejde i ugen – endda med eksamensperiodens spidsbelastning indregnet i omtalte gennemsnit – så er Oplevelsesøkonomi virkelig et fuldtidsstudie. Det er der jo som sådan ikke noget galt i, men det har krævet noget tilvænning. Især fordi jeg ved siden af har to jobs, der også skal passes, og som også ofte bliver til 15+ timer i ugen. På trods af tidspres, så er jeg ret sikker på, at det er den rette hylde, jeg er på lige nu: Jeg er tilpas udfordret, men føler stadig at jeg laver noget, jeg er god til, og noget, som nærer mig.

På trods af at 2015 markeres af en del store begivenheder, så tager én oplevelse prisen over dem alle: Midt i oktober fik jeg det kæmpe privilegie at være med, da min nevø blev født. Selvom jeg mest af alt bare brugte natten på at sørge for kaffe, vand og mad til de andre fødselshjælpere, så var det kæmpe stort at være der sammen med min stærke søster, imens hun arbejdede hårdt for at få sin søn til verden. Det er sindssygt stort at være blevet moster, og helt åndssvagt så meget man kan elske sådan en lille klump, som jo bare pludrer, skider, skriger, spiser og sover.  Det ser dog allerede nu ud som om, at han bliver en ligeså klar en solstråle som sin mor, hvilket kun kan blive godt. Jeg glæder mig til at se, hvilket menneske han bliver til, og jeg er ikke i tvivl om at når jeg tænker tilbage på 2015 om ti eller tyve år, så er det Malthe, jeg vil huske det for.

12494356_10153800737302487_796258502_o

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Efter en travl jul

Kærlighedsplakater

Det har været en fantastisk, omend lidt travl jul. Vi meldte vores ankomst hos min søster, hendes kæreste og min knapt 10 uger gamle nevø den 22. om aftenen, og tilbragte den 23. og 24. i babyland hjemme hos dem. Jeg er meget imponeret over, at jeg ikke vågnede, når Malthe vågnede i løbet af natten, for jeg havde ellers sat mig for at score storesøsterpoint ved at aflaste min søster om natten – nope, that didn’t happen, i stedet sov jeg som en sten. Heldigvis kunne jeg underholde ham imens hun var i bad et par gange, så lidt må hun have mærket at vi var der, håber jeg. Juleaften sluttede min mor og min lillebror sig til flokken, og vi fik en aften der var præget af ned-på-jorden ukrukket hygge – og af en baby, der klart var ramt af FOMO. Hver gang nogen forsøgte at lægge ham i seng, blev han pisseskidefucking gal. Det forstår man vel egentlig også på sådan en juleaften, så langt hen ad vejen fik han lov til at hænge ud ved gaveoppakningen, helt skeløjet af træthed. Det var trods alt også ham, der fik allerflest gaver, så selvsagt ville han ikke i seng.

Jeg har fået virkelig gode gaver i år. Bl.a. hel masse lækre produkter til hud og hår fra Matas, Ilse Jacobsen, Forever Living og Origins, som er virkelig rare at få, fordi min kæreste ellers har indført investeringsstop på alt hvad der hedder hud- og hårpleje. Det har muligvis noget at gøre med at jeg har en helt bedroller fyldt med den slags i forvejen. Ud over ekstravagant ego-pleje har jeg også fået et par praktiske ting – sådan noget som en smoothieblender i miniformat, I ved, en af dem, der hvor smoothien blendes i selve flasken til den, en ny yogamåtte og flere gryder med indbygget dørslag. Den gave, der overraskede mig allermest var den [dialægt]-plakat, jeg har fået af min kæreste. Det er i og for sig ret imponerende at jeg ikke havde gættet det, for vi er ellers ret slemme til at give meget afslørende hints til hinanden, efterhånden som vi nærmer os juledagene. Imidlertid havde jeg ingenlunde forestillet mig at få en plakat med fraser fra “wæstjylland”, hvor Peder som sagt kommer fra. Den falder på et meget tørt sted, for vi har haft en bar væg i stuen, der, siden vi flyttede ind i februar, har skreget på nogle billeder. Han havde købt plakaten med sønderjyske fraser til sig selv, og mærket den med “til Peder – men søjde må gerne pakke den op!”. Det er sgu da sødt, mand. Så nu hænger de på vores væg i stuen, som en slags repræsentant for os hver.

Den 25. stod vi op klokken meget tidligt og kørte 2½ time nordpå til Peders forældre i Lemvig, hvor der blev holdt julefrokost med det hele – i særdeleshed rigtig meget snaps. Efter under 24 timer i det vestjyske, var det tilbage til Århus, hvor jeg holdt kundeserviceafdelingen åben d. 26. og 27., og her fik anledning til at ønske virkelig mange mennesker glædelig bagjul. Julen har været hyggelig i år, men jeg synes også der har været meget frem og tilbage (shit, jeg er glad for at vi har bil!), og meget fart på, så det var tiltrængt, da jeg efter arbejde i går spontant meldte mig på et yogahold. Ovenpå flere meget stillesiddende dage fyldt med mad har jeg egentlig mest af alt bare lyst til at vælte mig i salat og yogatimer. Det lyder virkelig kedeligt og helsefisseagtigt, but so be it!

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Vestjysk julehygge og juletræsjagt

vestjysk skov

I går pakkede Peder (det udtales altså Peter – det er sådan en vestjysk dille at stave det med d) og jeg den lille blå bil og hentede hans søster i Skejby, før vi vendte snuden imod den Vestjylland, hvor deres forældre bor. Dem har jeg ikke været med hjemme hos siden deres sølvbryllup sidst i september, og selvom der er noget helt særligt over deres – well, meget vestjyske – måde at være sammen på, presses jeg automatisk langt ned i gear, når vi er hjemme hos dem. Jeg elsker virkelig min egen families konstante sniksnak og væren sammen på ‘vi-taler-og-ser-hinanden-ind-i-øjnene’-måden. Faktisk var jeg i starten nærmest forfærdet over den noget mindre intense måde, det foregår på i min kærestes familie, hvor det meget mere handler om at lave noget sammen, end om at tale sammen om de ting, der fylder i livet. Det tog et stykke tid, før det gik op for mig, at kvaliteten ved den måde at være sammen på ikke er lavere – det er bare en anden måde at være sammen på. Nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er der noget nærmest meditativt og afstressende over den måde, man sammen med hans familie også bare kan lave juledekorationer, uden at nogen nødvendigvis behøver sige noget.

Det er dét, vi har lavet i dag. Juledekorationer altså. Og spist virkelig meget mad. Godt nok ikke i fuldstændig stilhed – det sørgede især Peders 1-årige fætter for. Han er i den dér helt fantastiske alder, hvor han forvandler sig til en lille cirkusklovn, så snart han har bordets opmærksomhed. I dag var han det eneste barn, og det er så sjovt at se et helt bord af voksne skabe sig for at underholde sådan en størrelse. Jeg er selvfølgelig 100% med på den tendens – jeg kan ingenlunde lade være.

Midt på dagen stak vi af fra de andre, for at finde et juletræ til vores stue. Efter lang tids søgen efter det helt perfekte træ, gik det op for os, at der nok ikke findes helt perfekte grantræer, og nu har vi altså fundet en sød stikkende satan, som er lidt flad i den ene side – men så er det jo fint, at træet skal stå op ad en væg! (; Det tyder på, at de næste par uger eller tre skal tilbringes udelukkende i Århus, så planen er, at der skal skrues maks op for julehygge i den lille lejlighed, som altså skal fyldes op med juletræ, lyskæder, stearinlys og gaver.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Om familiehygge og puslespil

imageDet hedder vel næsten puslespil fordi det skal gå langsomt. Det skal være noget man pusler med, så at sige. Jeg fatter ikke at folk gider. Tusind brikker der næsten passer med 998 af de andre, og det gælder om at finde den ene den er tiltænkt til at passe sammen med. Øv, det er kedeligt, og det kan få de små hår til at rejse sig i nakken på mig af utålmodighed. Personligt er det der med puslespil altså ikke noget jeg har meget til overs for, men der er noget helt ganske særligt hyggeligt over det når min kæreste og min lillesøster kan bruge samlet set en time af vores aften på at fumle med et.

Det har været helt fantastisk at være i Sønderjylland over weekenden. Jeg trængte virkelig til at komme hjem og være sammen med dem alle sammen. Det blev til ovenstående puslespilssession, en masse hygge omkring min tre uger gamle nevø (som endelig har fået navnet Malthe) og i øvrigt en masse solidt familienærvær. Vi lavede fx en uro til Malthe i strøgne perleplader, som vi bandt sammen med sytråd, holdt fødselsdagsbrunch for min bonuslillesøster Mathilde, drak det første glas glögg i Tønder gågades juleby og fik kigget en masse i butikker. I denne her weekend har jeg flere gange grinet helt ned i maven, og jeg har oplevet den ro, det giver, at sidde med et sovende spædbarn i armene. Det er sgu over gennemsnittet.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.