Mere om mig #2

Til et mere om mig indlæg

  • Jeg ved godt det er mega prol, men jeg er en sucker for photoshoots i regnbuen på ARoS. Jeg elsker-elsker-elsker de fine billeder i forskellige farvetoner med smukke Århus i baggrunden. Så er jeg sgu ligeglad med, at det er hammer turistagtigt at stille sig op og gøre det.
  • Det er svært for mig, når folk ikke ser mig ind i øjnene, når de taler til mig. Mit fokus ryger pludselig fra samtalen, og bruges i stedet på at analysere, hvorfor mennesket foran mig ser væk. Gider du overhovedet snakke med mig, eller hvad sker der? Eller er det fordi du er usikker?
  • Jeg er 1,60 høj og har af samme årsag altid bøvl med at finde bukser, der ikke er to kilometer for lange. Det er bare lidt som om at de firmaer, der laver jeans i benlængde 30″ har det med også at sætte priserne godt højt, og jeg er simpelthen for nærig til at give mere end 500 for et par bukser. Derfor ender jeg altid med opsmøg i støvlerne, eller det fjollede fænomen af sammenkrøllet stof omkring anklerne. Fedt, jo! Hvis der sidder nogle fellow petite ladies derude og har fundet den gyldne gral på markedet, så giv endelig lyd!
  • Engang i mellem kan jeg finde på at tænde for den TV-kanal, som viser optagelser fra Folketinget. Dels fordi jeg synes, det kan være ret spændende at følge med i indholdet af (nogle af!) de ting, der diskuteres, men også fordi jeg har mega optur over hvor gammeldags det er. Jeg elsker at se mennesker, der er dybt uenige, tvunget til at omtale den, de skændes med i 3. person som Hr. eller Fru. Det er virkelig bitchfight på et ekstremt sofistikeret, subtilt niveau, og jeg elsker at se hvor indebrændte de stakkels folkevalgte ofte ser ud. Det er seriøst bedre end reality-tv.

 

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Venindetur på ARoS

Det var ret tiltrængt da planerne ændrede sig i sidste øjeblik i torsdags, og jeg pludselig havde aftenen fri for første gang i alt for lang tid. Det faldt smukt sammen med aftenåbent på ARoS, og at min søde veninde skreg på kvalitetstid.

Med et studie pakket med gruppearbejde, aflevering af portefølje-eksamener og projekter som involverer eksterne partnere ude i den rigtige verden, så kan det være enormt svært at få tid til at nå alt det andet. Især fordi jeg de sidste fire uger har trukket bouncing 92,5 timer hjem på mit studiejob, som altså er blevet til et decideret deltidsjob denne måned – ved siden af mit fuldtidsstudie, og et par timer her og der som yogainstruktør. Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg trænger til at komme op efter luft. For første gang nogensinde er det altså her på mit syvende semester på uni, at jeg rent faktisk længes efter eksamensperioden, så jeg da kan få lidt tid til mig selv. Say what. Omvendt verden much!

Jeg har medlemskort til ARoS, så det er automatisk blevet lidt et go-to sted, hvis en veninde og jeg ikke lige ved, hvad vi skal lave. Lynhurtigt gik der nogle timer med at se de nyeste udstillinger – som jeg faktisk fik set sammen med min kæreste for noget tid siden. Hans måde at gå på museum er blot meget typisk for ikke-humanisten, som drøner igennem det hele uden at stoppe op og overveje udstillingen, værkerne eller måden de er formidlet. Han er pissesød, min revisorfyr, men ikke altid helt optimal at gå på museum med. Det er mildest talt noget helt anderledes at tage på kunstmuseum med en af mine bare lidt mere kunstinteresserede veninder.

Alice og jeg var heldige at have mulighed for at stalke en skoleklasse, som fik en guidet tour igennem den fine impressionismeudstilling, Lost in Translation. Klassen var østeuropæisk, og den unge danske kunstformidler var så sød og fin på sit charmerende, lidt vaklende engelsk, at jeg ikke tror nogen lagde mærke til, at vi sneg os med rundt.

Efter den mere traditionelle, men virkelig fine udstilling, endte vi i rummene overfor, som indeholder tre installationer af Nathalie Djurberg og Hans Berg. Normalt er jeg lidt skeptisk overfor installationskunst, men et af værkerne “The Gates of the Festival” er et rum med blødt gulv, neonlys i loftet og en video af en fugl der løber rundt på væggene i rummet. Samtidig bliver der spillet noget mærkelig musik. Jeg tænkte virkelig: “Nå det er sådan at være på syretrip!” da vi lå der på gulvet. Selfies skal der selvfølgelig til, og Alice og jeg havde en fest med at være de sære typer, der tog selfies på gulvet, imens andre gæster gik igennem rummet.

Før vi tog hjem nåede vi en kop kaffe i ARoS Café med vores fælles veninde hjemmefra. Charlotte, Alice og jeg har gået i folkeskole sammen, og altså kendt hinanden siden vi var seks år gamle. Én har fået en kæreste, og én skal vælge kandidatstudie, så vi skræppede som tre høns om studievalg og mænd, indtil vi ikke kunne forsvare at blive siddende længere. Det var en virkelig god aften.

Billede 19-11-2015 20.29.17

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Tiltrængt seriemarathon

gossip girl

Hvis det ikke var fordi jeg rent faktisk har mødtes med min studiegruppe i fire timer og hængt noget vasketøj op, så ville 11. november være ubestridt den mindst produktive dag i 2015. Jeg er træt for tiden og i dag føles som den første i lang tid, hvor jeg rent faktisk er hjemme fra uni i menneskelig tid uden at skulle på arbejde bagefter. Derfor var der noget sært lokkende over Gossip Girl-thumbnailen i Netflix, da jeg bladrede igennem i dag. Jeg har egentlig fulgt serien dengang den stadig kørte, men har altid haft lyst til at se hele serien fra start til slut efter det blev afsløret, hvem Gossip Girl egentlig er. Det er den der slags serie som er lidt ligegyldig at se, men stadigvæk er så fyldt med intriger og drama, at ens eget travle liv glider i baggrunden imens man ser det. På en eller anden måde er det altså endt med at jeg har set otte afsnit siden jeg kom hjem klokken tre. Dels er det jo ikke ligefrem noget at være stolt af. På den anden side kan jeg mærke, at det var tiltrængt.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Stormens offer

Kan I huske jeg skrev om det der planteskam? Og hvor glad jeg var, da vi endelig fik gjort kål på de døde altankasseplanter ved hjælp af en meget julet omgang lyskædeindviklede fyrretoppe? Alt var fryd og gammen, og vi var glade og uvidende, da vi vendte den lille blå bil  – også blandt venner kaldet ‘kabinescooteren’, fordi det ville være synd at sige at der som sådan er meget bil i den søde C1’er – imod Tønder.

Men så kom Freja. Stormen, altså. Og det vil være løgn at påstå, at vi ligefrem havde stormsikret vores dekorative anordning.

Vi kom altså hjem til en bunke jord på fortovet. Altankassen var faldet ned. Selve kassen var ingen steder at se – og det ser sgu ud som om,  der er nogen, der er rendt med alle vores fyrretoppe! Min reaktion var cirka denne her:

skrig

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – så on the bright side, så behøver vi aldrig mere købe en altankasse igen. Det værste er bare at jorden fra kassen (inklusive døde planter (…)) stadig ligger nede på fortovet, og ingen af os kan helt nosse sig sammen til at få gjort noget ved det. Tror I dem nede på gaden opdager den tomme holder til altankassen?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Om familiehygge og puslespil

imageDet hedder vel næsten puslespil fordi det skal gå langsomt. Det skal være noget man pusler med, så at sige. Jeg fatter ikke at folk gider. Tusind brikker der næsten passer med 998 af de andre, og det gælder om at finde den ene den er tiltænkt til at passe sammen med. Øv, det er kedeligt, og det kan få de små hår til at rejse sig i nakken på mig af utålmodighed. Personligt er det der med puslespil altså ikke noget jeg har meget til overs for, men der er noget helt ganske særligt hyggeligt over det når min kæreste og min lillesøster kan bruge samlet set en time af vores aften på at fumle med et.

Det har været helt fantastisk at være i Sønderjylland over weekenden. Jeg trængte virkelig til at komme hjem og være sammen med dem alle sammen. Det blev til ovenstående puslespilssession, en masse hygge omkring min tre uger gamle nevø (som endelig har fået navnet Malthe) og i øvrigt en masse solidt familienærvær. Vi lavede fx en uro til Malthe i strøgne perleplader, som vi bandt sammen med sytråd, holdt fødselsdagsbrunch for min bonuslillesøster Mathilde, drak det første glas glögg i Tønder gågades juleby og fik kigget en masse i butikker. I denne her weekend har jeg flere gange grinet helt ned i maven, og jeg har oplevet den ro, det giver, at sidde med et sovende spædbarn i armene. Det er sgu over gennemsnittet.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.