Oksekødssalat med mango og feta

Det er egentlig ikke tanken, at det her skal være en egentlig madblog. Det tror jeg egentlig at I allerede nu er ved at have en ret god fornemmelse af. Dog skal jeg ikke lægge skjul på at jeg er enormt glad for at lave mad, og derfor tror jeg slet ikke det kan undgås, at der ind i mellem sniger sig en opskrift ind.

I onsdags tog min kæreste og jeg på panikindkøb. Helt ekstraordinært var det kun to dage, vi skulle handle til, og derfor virkede det lidt fjollet at lave en masse madplanlægning, før vi tog afsted. Derfor endte det med en spontan ‘vi-tager-lige-hvad-der-ser-godt-ud’-kind of indkøbstur, som endte ud i at vi fandt en pakke stærkt nedsatte steaks. Samtidig var der mango på tilbud, og jeg cravede virkelig noget feta. Det udgjorde grundlaget for en mega lækker oksekødssalat.

Oksekødssalat

Nedenstående er cirka hvad der gik til på aftensmad til to personer.
Salat
3 håndfulde grofthakket frisk spinat
2 mangoer skåret i tern (her kan du se et smart trick til at gøre det!)
2 avocadoer skåret i tern
1 rød peberfrugt skåret i tern
½ blok puck-ost i … you guessed it – tern!

Alt blandes sammen i en stor skål.

Dressing
½ dl hvidvinseddike
2 spsk olivenolie
1 spsk olivenolie med citron

Blandes sammen i en lille skål, og smages til med salt og peber. Det må gerne være lidt syrligt i det, for at kunne matche al den lækre søde mango. Hæld dressingen over salaten og bland det hele godt sammen.

Oksekødsstrimler
200 g oksekød i tynde strimler (vi brugte ribeye steaks – husk at få skåret evt. sener eller bruskstykker fra).
3 fed hvidløg
2 spsk olivenolie

Steg hele molevitten sammen på en pande. Bare overfladen er stegt, har det som sådan fået nok – selvom det selvfølgelig er smag og behag. Bare husk at strimler skal have en del kortere tid end en hel steak, og meget hurtigt bliver gennemstegte og måske endda lidt kedelige.

Til sidst smider du bare salaten op på en tallerken, og lægger oksekødsstrimlerne over. Tadah! Det bedste af det hele er at det hele kun tager ca. tyve minutter at lave.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Farvel, planteskam!

altan

Som jeg skrev den anden dag, så har jeg i et stykke tid skammet mig lidt over mine altanplanter. Heldigvis bor jeg sammen med en snarrådig herre, som kom med en mega fed idé – vi gemmer sgu da bare de døde planter imellem en masse fyrretoppe, og så smider vi en lyskæde i. Bum. Helt lavpraktisk er det egentlig bare en masse fyrretoppe, som er stukket ned i altankassejorden. De grimme planter er nu endelig ude af syne, og i stedet prydes vores altan nu af en noget mere behagelig udsigt, som sender tankerne imod julemusik og vinterhygge.

Jeg er klar til at det bliver december, og jeg kan mærke at jeg i år kommer til at være hende, der liiiiige skal tage mig selv i nakken, for ikke at være typen der både laver en grim guirlande og sætter nisser op overalt. Det hænger måske også sammen med at det er første jul, hvor jeg rent faktisk bor i en ægte toværelses, hvor der er en stue, man kan gå amok med julepynt i. Tidligere har jeg boet to år på Skjoldhøjkollegiet i en lille skotøjsæske for mig selv, og så et lille års tid sammen med min søde kusine i en to-værelses, hvor det eneste fællesareal var køkkenet. Der var ikke særlig meget plads til julefjol i nogen af mine tidligere hjem. Derfor står det i skarp kontrast, når Peder og jeg nu snakker om at hente et lille juletræ hjem. Jeg glæder mig som et lille barn!

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Mere om mig #1

heterochromia

  • Jeg har mutationen central heterochromia. Det lyder virkelig spacy, men det er faktisk bare den gule ring, jeg har rundt om pupillen. (Noget andet, der fremstår af ovenstående billede er at jeg ikke tager hverken uplukkede øjenbryn eller mascaradrys særlig tungt).

 

  • Min lillesøster har kunnet banke mig siden jeg var fem. Hun er to et halvt år yngre end mig, og det har på det nærmeste være traumatisk for mig, at hun altid har været meget stærkere end mig. Heldigvis er det mange år siden hun sidst har slået mig – and thank God for that! Den dag i dag er hun nok stadig et af de mest bomstærke mennesker jeg kender.

 

 

  • Jeg er enormt glad for at lave mad. Pt har jeg gang i et vægttabsprojekt, så jeg spiser skiftende striks og liberal LCHF, hvilket vil sige at jeg går en stor bue udenom pasta, ris, korn og kartofler, men i stedet spiser virkelig meget ost, fløde, grønt og æg. Det er sgu ret lækkert, hvis jeg skal være helt ærlig, og jeg har det altid 100 gange bedre i kroppen når jeg spiser sådan her, hvilket gør det knapt så surt. Jeg har i øvrigt støt tabt et kilo i ugen siden starten af oktober, hvor jeg holdt afskedsfest med chipsene på ubestemt tid.

 

 

  • Ideelt set foretrækker jeg et hjem, som er helt clean, lækkert og ryddeligt. I realiteten er jeg typen, der samler rod i stakke i et hjørne i håb om at min kæreste ikke ser det. Det gør han altid. Vi har i øvrigt boet sammen i snart et år, og jeg forstår ikke hvorfor han stadig ikke har samlet alt mit lort på vores skrivebord i en sort sæk. Det havde jeg for længst gjort, hvis det var ham. På den måde er jeg så dejligt dobbeltmoralsk.

 

 

  • For få år tilbage blev jeg enormt hooked på crossfit, og blev lynhurtigt (næsten) ligeså bomstærk som min lillesøster. Dog rendte jeg ind i en uheldig skulderskade, som blev hængende i rigtig lang tid. Nu hvor skulderen er i orden igen er jeg lidt bange for at starte med faktisk at bruge mit personalemedlemsskab i Århus Crossfit igen – for jeg er jo slet ikke ligeså stærk mere! Det bliver jo vildt nederen at være gået fra at være typen der uproblematisk squatter 80-90 kg, til nu at være hende, der bliver øm i nummi efter en sølle yogatime. Det er sgu en hurdle, jeg lige skal over – men jeg skal over den, for jeg vil i gang igen!

 

 

  • Jeg overgjorde lidt min seneste bestilling på eBay. Jeg skulle bare lige bestille et pandebånd. Pludselig havde jeg bestilt fem halskæder, et pandebånd, et sæt makeupbørster. What the heck happened there?

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

En doven dag (og en anbefaling!)

I morges var den slags morgen, hvor jeg seriøst måtte slæbe mig selv ud af sengen. Den der slags morgen, hvor man er 100% overbevist om at når man rejser sig fra dynens varme, så dør man på stedet. Trætheden har siddet i kroppen hele dagen. Arbejdet i studiegruppen kørte på halvt blus. Jeg har ikke fået gjort rent som jeg skulle. Mit køkkenbord er fyldt med opvask, der bare skal sættes ned i opvaskemaskinen, men som jeg slet, slet ikke tage mig sammen til at flytte på. Jeg har ikke fået læst. Det allermest produktive jeg har lavet hele dagen er helt ærligt at få flyttet bloggen over på mit eget domæne, og det har ærligt alt bare været én massiv overspringshandling – heldigvis en hyggelig en.

Ikke engang aftensmad kunne jeg hidse mig op til at lave i dag. Det er endda på trods af at jeg egentlig synes, at madlavning er afstressende og dejligt. I dag var det bare too much work! Heldigvis var min kæreste klar på at lægge turen forbi Ren & Stærk i Mejlgade. Det er nok et af mine absolutte yndlingssteder, simpelthen fordi de laver takeout med indbygget god samvittighed – uden simple kulhydrater eller mærkelige E-numre. Jeg fik den flotte, farverige ret Cajun Kylling, og Peder fik en oksekødswrap som mest af alt mindede om en optimeret kebabrulle. Og så en avocadokage til at runde af med, som mest af alt smagte af chokolademousse. Det er sgu da nice. Jeg er vild med at bo i en by som er fyldt med lækre alternativer til den pizza, vi ellers godt kunne være faldet i nede på Vesterbro Torv. Når man lige så hurtigt og til samme pris kan få et helt væld af grøntsager med spicy kylling, så frister pizzaen jo slet ikke – win!

Billede 03-11-2015 18.52.25

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Planteskam

Billede 02-11-2015 15.09.06

Okay. Jeg har en indrømmelse.

Jeg er virkelig dårlig til at holde planter levende. Sådan, virkelig.

Alene i år har jeg myrdet to orkideer og ovenstående fem planter i altankassen. Jeg priser mig lykkelig for trods alt at bo på 3., så dem på gaden ikke også skal udsættes for meget for synet af mine fuldstændig voldbollede altanplanter.

Det går altid rigtig fint de første tre-fire uger, men så går der et eller andet galt. Enten vander jeg for meget. Eller vander for lidt. Eller vander forkert. I hvert fald dør de små grønne væsener fra mig. Det er sgu da også pisse svært, for det er jo ikke fordi de råber højt til en, hvad de vil have. Det er kun med nød og næppe (og min kærestes hjælp) at jeg har formået at holde vores aloe vera i stuen levende i ti måneder. Den har ellers flere gange været hjerteskærende tæt på at lide druknedøden. Men hallo! Det kan da ikke være meningen, at jeg skal kunne se om en plante får for meget eller for lidt vand eller sol, baseret på en lille ændring i farve? Come on. Det er sgu da at stille for høje krav.

I det mindste har vi fundet en god løsning til altankassegate, som samtidig ikke skal udsætte mig for angst for at slå en plante ihjel. Min kæreste har nemlig taget en kæmpe bærepose fyrgrene med hjem fra sine forældres skov, og planen er, at de bare skal i altankassen med en lyskæde i over hele vinteren. Hep! Det bliver rart at komme af med de visnede rædsler, og den dårlige samvittighed over at have slået dem ihjel.