Siden sidst #2 (LAME, I KNOW!)

Hængekøje

Shit, så gik der sgu lige nogle måneder igen. For søren, tiden flyver. I får sgu en “Siden sidst”-liste igen. Jeg lover, at jeg snart begynder at skrive andet end lister! Især fordi at jeg jo for fanden godt kan lide at skrive – og nu endelig har tid og overskud igen efter et sindssygt forår!

Siden sidst:

… har min søde kæreste bakset en hængekøje ud på altanen ud for vores soveværelse. Dette har bl.a. resulteret i, at han en nat i sidste uge tog sin dyne med derud, og altså sov på altanen indtil klokken 1. Jeg har heldigvis også fået lov at bruge den ind i mellem. Ovenfor i selskab med vores døde aloe vera, som Peder intet ansvar vil tage for. Det er muligvis mig, der har slået den ihjel.

… har jeg lært at hækle. Faktisk har jeg hæklet et helt barnevognstæppe til min nevø – er du gal, det tog lang tid!

… har jeg været til mit livs første fodboldkamp! Peder fik billetter til AGF mod Esbjerg, og Esbjerg fik BANK! Vi sad lige ved siden af fanklubben, og det var mega fedt. Det er helt sikkert ikke mit livs sidste kamp!

… har jeg afsluttet 2. semester af kandidaten, som i forbindelse med vores designprojekt har været kilde til utroligt mange frustrationer. Derfor var jeg både glad og stolt over at afslutte med karakterer på 10 og 7 – men kom en smule op at toppes med en censor i forhold til ambitionsniveauet. Nej, søde  velmenende censor, selvom man er dygtig behøver man ikke altid gå efter at få 12. Så bliver man nemlig syg i hovedet!

… har jeg spist virkelig meget god mad, og været sammen med virkelig mange søde mennesker.

… har jeg købt nye løbesko. Dyre nye løbesko. Løbet i dem 2-3 gange og smidt dem i skabet. Som det jo sker. Jeg er og bliver meget mere yogatypen end løbetypen. Gad bare virkelig godt være typen, der virkelig nyder at løbe. Suk!

… har jeg til gengæld været med til The Color Run! Se venligst bort fra at mine kolleger og jeg gik hele vejen igennem. Still counts!

… har jeg flirtet en del med 5:2-faste, og striks LCHF (hvor jeg normalt spiser liberal LCHF, og har gjort det i to-tre år). Det har resulteret i et vægttab på 4+ kg siden 28. maj. Slut med rygdeller og oppustet mave! Jeg trives, spiser mega god mad og er glad – og jeg planlægger lige at fortsætte ti kilo mere. Jeg kan jo ligeså godt få det gjort, nu jeg er igang (; Min motivation er tårnhøj, og det er vildt fedt at have hovedet med i et vægttab for første gang siden gymnasiet.

… købt et par brune Birkenstock-sandaler, på trods af at jeg tidligere har svoret, at jeg ALDRIG kunne finde på at købe noget så grimt. Men seriøst. Det er jo som remoulade om fødderne.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Postkort fra opgaveland

Billede 11-01-2016 20.10.55

Den sidste uge har været crazy. Ikke på den måde at der er sket noget livsændrende. Heller ikke noget der er bare en lille bitte smule spændende. Jeg har ikke været til et stort gallaevent, rendt ind i Nikolaj Lie Kaas på strøget eller indset at jeg vil være med i cirkus. Derimod har jeg tilbragt de sidste syv dage i skiftevis yogabukser eller onesie, med en fedtet knold højt på hovedet og en betydelig mængde junkfood. Oh yes: Eksamensperioden har for alvor fået sit greb i mig.

Det er den sidste slutspurt i denne omgang. I studiegruppen har vi skrevet råteksten til en 60-siders grupperapport over julen, som vi den seneste uge har arbejdet med at færdiggøre og finpudse. Det er første gang jeg nogensinde skriver så stor en opgave i en gruppe, og jeg må indrømme at det er en del hårdere, end at skrive individuelle eksamensopgaver. Ikke dårligere på nogen måde – men meget anderledes. Mindre ensomt, mere grundigt. Med flere mennesker inde over, er alt op til diskussion, og der er konstant flere sæt kritiske øjne på det, man er ved at skrive. Det gør utvivlsomt outputtet meget bedre end en individuel eksamen. Det meget mere koncentrerede arbejde betyder også, at når vi har arbejdet intensivt otte timer, så kan jeg holde fri resten af dagen med god samvittighed. Sådan plejer det sgu ikke at være, men det er jo dejligt nok.

Over 50 timer er det blevet til, og selvom det er nogle virkelig skønne damer, jeg arbejder sammen med, så må den opgave meget gerne snart være færdig. Min hjerne er seriøst blevet til grød af at gennemtrævle de samme sætninger igen og igen de sidste mange dage. Derfor er jeg enormt lettet over her til aften at kunne sidde under min dyne med et udskrevet eksemplar af opgaven. Det er bare liiiiiiige de sidste par småting, der skal fikses i morgen, og så kan vi holde ferie helt indtil kandidatens andet semester starter. Det er i og for sig ret heldigt, at opgaven snart er færdig, for jeg har ikke flere rene yogabukser tilbage.

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Lidt om eksamen og en virkelig(!) dejlig dag

  • Det gik over al forventning til min mundtlige eksamen i går, og jeg er flyvende over at den første eksamen på kandidaten får lov at være en sejr. Jeg var egentlig sikker på at jeg havde gjort mig selv godt og grundigt til grin med nogle akavede jokes og en overfladisk analyse, men endte i stedet med at få ros for både min analyse og min afslappede facon. Det var så nice!victory-gif
  • Det var meningen læsegruppen og jeg skulle have siddet sammen i dag, men i lyset af strabadserne omkring den mundtlige eksamen, gav vi hinanden en fridag. Jeg kunne derfor blive liggende i min seng indtil klokken ti i dag, og jeg tabte min iPhone ned i hovedet på mig selv én gang.
  • Da jeg stod op fik jeg indviet min julegave fra mit arbejde – en Nespresso-maskine! Jeg er den eneste herhjemme der drikker kaffe, så det er ret praktisk bare at kunne lave én velsmagende kop. Jeg har egentlig en gammeldags kaffemaskine, men jeg er elendig til at dosere til halve og kvarte kander, og ender altid med noget udrikkeligt stads som skal suppleres med dobbelt så meget fløde for at kunne udholdes. Altså: Hurra for kapselkaffe! Hvis der er nogen, der ved, hvor jeg kan købe nogle billige nogen til bæstet, så sig endelig til!
  • På trods af en langsom start har i dag været virkelig effektiv. Der var mange entries på min to-doliste i dag, og hver og én er blevet krydset af – og uden sur pligtfølelse omkring nogen af dem, for helt ærligt så er det jo ikke så slemt at rydde op i sit tøjskab, når bare man kan høre julemusik imens.
  • Ud over en masse hausfrau-stuff, har jeg fået købt de sidste julegaver, og fået pakket dem ind- endda mestendels i selskab med min skønne veninde C. Jeg elsker virkelig at give gaver, så jeg glæder mig til at se om modtagerne også bliver glade. (:

 

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Livet ifølge Snapchat #1

Det er med ret stor tro på min egen antagelse, når jeg går ud fra at jeg langt fra er den eneste som er heftig forbruger af Snapchat (…eller det troede jeg, at jeg var, indtil jeg så min søsters score!). Det vil bestemt heller ikke undre mig hvis aktiviteten på den højtelskede app ikke stiger voldsomt i eksamensperioden – det gør den i hvert fald hos mig!

De sidste par dage har jeg som sagt siddet med noget 48-timers forberedelse til en mundtlig eksamen. Det er gået lidt sløvt med at få hul på bylden, og få lavet det jeg skal. Fx bevidner denne række snaps (featuring fjollet pandehår og fin ny rullekrave – Bilkas det bedste!) fra i går tydeligt hvordan jeg stod op og tog på læsesal klokken 9 en højhellig søndag, men med stigende desperation måtte indrømme at mit motivationsniveau var lig 0. Af samme årsag endte det med at jeg mere eller mindre endte med at surfe videoer på youtube i fem timer. Så deet.
Billede 13-12-2015 09.56.33

Billede 13-12-2015 09.57.23

Billede 13-12-2015 11.22.24

Billede 13-12-2015 13.31.17

Jeg kan i øvrigt berolige med at min såkaldte “tagmigsammenmuskel” efterfølgende er kommet i bedring, og jeg faktisk har været max effektiv i dag, med mere eller mindre non-stop intensivt arbejde fra 8 til 17. Oplægget er i hvert fald færdigt, og klart til at blive øvet igennem et par gange mere i morgen formiddag, inden dommedag klokken 10! Jeg glæder mig virkelig til bare at få det ud af verden, så jeg kommer et skridt tættere på at sætte flueben ved 7. semester.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

“Slå Overspringshandlinger Ihjel”-dag

overspringshandlinger

Som mange andre studerende har jeg en række traditioner tæt forbundet med eksamensperiodens indtog. Nogle ting der bare skal gøres før, under og efter læsningen. Ja, men kan nærmest kalde dem ritualer om man vil – i hvert fald den slags, hvis fravær kan efterlade en med en følelse af at noget ikke er rigtigt. For mig fylder især den traditionsrige “Slå Overspringshandlinger Ihjel”-dag. Dagen inden eksamenslæsningen for alvor går i gang, samler jeg al min energi omkring at udføre en hel masse af de ting, der ellers ville ende som stensikre overspringshandlinger. Typisk gør jeg rent, vasker tøj, får handlet til ugen og forbereder frokoster – alle de der småting, som samlet set i værste fald kan snuppe en dag fra læsningen.

Op til denne eksamener “Slå Overspringshandlingerne Ihjel”-dag faktisk lidt overflødig, givet at jeg har tænkt mig at leve primært på læsesalen fra syv til fire de næste fire dag, så risikoen for at falde i overspringshandlinger er mere digitalt repræsenteret, end af egentlige små hverdagsopgaver. Alligevel har timerne efter min vagt i kundeservice sluttede i dag, været viet til netop disse. Jeg har fået købt en notesblok til læsningen, lagt tøj sammen, frisket min gellak op, lagt knækbrød, sat snor på nogle glaskugler og hængt dem på vores juletræ, sågar stegt en flæskesteg og sorteret mit smykkeskrin fra ende til anden. Som soundtrack til de mange småopgaver, har jeg haft Jørgen Svenstrups Du Bliver Hvad Du Tænker i ørerne. Jeg har virkelig en guilty pleasure for (ekstemt) populærvidenskabelig psykologi, og Svenstrup er ingen undtagelse.

Det eneste jeg ikke har fået “overstået” er faktisk omtalte digitale overspringshandlinger. En af dem fik jeg godt nok ordnet i går, hvor jeg fik oprettet en Facebookside til bloggen, som kan likes HER. Jeg mangler at finde et par gode Spotify-playlister, som kan forsøde tilværelsen når jeg går i læsemode – og så havde jeg egentlig også en drøm om at få planlagt et par blogindlæg til jer. Det ser imidlertid ud til at det sidste ikke kommer til at ske, hvilket måske i virkeligheden er okay. Min plan er at stå enormt tidligt op for at have aftnerne fri, så mon ikke det kan lade sig gøre at få et par ord på papir med god samvittighed.

Det er ikke sikkert at jeg har det på samme måde når min alarm ringer klokken kvart over seks i morgen tidlig, men lige nu glæder jeg mig virkelig til at komme i gang. Til bare at sidde på læsesalen med musik i ørerne, julete i termokanden og en blyant i hånden. Der er noget trygt ved at læse til eksamen, sikkert bare fordi det er så ensformigt, og noget jeg efterhånden har gjort åndssvagt mange gange.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.