Nytårsforsæt- eller nytårsfortsæt?

Nytårsforsæt

Der har været en del skriverier de sidste par dage (bl.a. hos den velformulerede fru Lange) om nytårsforsætter. Som det gør hvert år, er forskellen mellem det korrekte ‘nytårsforsæt’ og det ofte brugte ‘nytårsfortsæt’ – som sprogligt ikke angiver, at man har sat sig for noget, men i stedet at man vil fortsætte med noget – blevet slået godt og grundigt fast i mangt et kommentarfelt. I virkeligheden tænker jeg egentlig at den diskussion er ret spøjs, for vi ved alle sammen at det er rigtig, rigtig svært at holde nytårsforsæt. Det er skide svært at ændre sine vaner, og mange sætter deres mål alt for langt væk fra deres udgangspunkt. Nu er det ikke sådan at jeg er imod ambitiøse mål – slet ikke. Problemet med nytårsforsæt er bare, at de også tit formuleres så status quo fremstilles som negativ.

Jeg vil tabe 10 kilo sender ikke tankerne imod kærlighed til egen krop, selvom de dybere intentioner i få tilfælde måske ligger der. Jeg vil bruge mere tid sammen med mine veninder springer måske ud af dårlig samvittighed. Jeg vil stoppe med at ryge har ligesom de to andre eksempler rod i, at der er noget galt med den ‘nuværende’ version af én selv. Jaja, tænker du, man kan jo aldrig forbedre sig. Og jo, gu fanden kan man det. Men jeg tror ikke på at gode ændringer i ens liv kan udspringe af selvbebrejdelse og “burde”-følelser. Og jeg tror lige præcis det er derfor, de sjældent holder.

Derfor synes jeg faktisk ordet “nytårsfortsætter” er interessant. For selvom det ikke er den rigtige stavemåde, så bør vi måske i virkeligheden omkring årsskiftet basere vores forsætter på positive ting, vi allerede gør – og som vi vil fokusere på at blive ved med. På den måde anerkender vi også os selv for de ting, vi allerede er gode til, samtidig med at vi giver os selv et løfte om, i det næste år at bibeholde dette element i vores liv, om at nære det.

På den måde udspringer målene for det nye år på allerede eksisterende gode ting – og vi sætter os for at gøre ting, vi allerede ved, gør os glade. På den måde behøver vi slet ikke arbejde med motivation. Den er indbygget i forsættet. Skide smart jo! Win-win over hele linjen.

Med udgangspunkt i ovenstående tanker – som naturligvis udspringer dels af fornævnte debat, men også af at have læst ulækkert meget poppsykologisk selvhjælpslitteratur (and I’m not even ashamed of it!) – har jeg formuleret nedenstående nytårsforsæt i år, som jeg tror bliver en del nemmere at holde end de traditionelle “Smid 10 kilo og træn til du brækker dig”, jeg plejer at fyre af.

Jeg vil fortsætte med at huske min yogapraksis.
Selvom jeg har undervist yoga siden 2013, så har jeg i perioder været virkelig slem til udelukkende at undervise. Min egen praksis røg lidt en tur til højre til fordel for styrketræning, løb, crossfit og ..well, min sofa ikke at forglemme. I det forgangne år har jeg til gengæld været virkelig god til selv at praktisere et par gange om ugen, under kyndig ledelse af de søde damer i Fitness World her i Århus. I år vil jeg blive ved med det – fordi de regelmæssige yogatimer tjener som tiltrængte pusterum i en travl hverdag, og fordi effekten af dem spreder sig ud i min hverdag, og gør mig til et menneske, som er rarere at være sammen med.

Jeg vil fortsætte med at have et balanceret forhold til kost.
Et balanceret forhold til kost var faktisk et stort arbejdspunkt for mig sidste år. Jeg har før i tiden været virkelig strid til at være enten/eller. Typen, der i lange perioder er virkelig loose, og spiser chips til jeg er lige ved at brække mig – afbrudt af korte perioder, karakteriseret af en ulækkert helsefisseagtig tilgang til, hvad jeg putter i munden. Resultatet er forventeligt yoyovægt og rigtig meget selvbebrejdelse – og det er noget pjat, når vi alle sammen ved at 80/20 er vejen frem.

Det har jeg lært sidste år – 80/20 altså. At det er helt okay med velbehag at kværne en pose chips en gang i mellem – men at det ikke behøver være hele tiden. Samtidig at der ikke er nogen andre end mig, der laver regler om, hvad jeg skal spise og ikke spise. Der er dermed aldrig nogensinde grund til at sige “det må jeg ikke spise” – for gu’ fanden må jeg det! Nogle gange betyder det at noget bliver valgt fra, nogle gange betyder det at noget bliver valgt til, og nej, det behøver sgu ikke altid være det, min krop er gladest for, og det er helt okay. Dén holdning har sørget for at jeg faktisk har tabt mig lidt i år i stedet for at tage på, og dén holdning vil jeg holde fast på i 2016.

Jeg vil fortsætte med at huske at gøre ting, der gør mig glad.
Noget, jeg øver mig virkelig meget på, er at sætte tid til side til rare ting med vilje. Det lyder måske banalt – det er det i og for sig også. Men jeg oplever selv, at hvis jeg ikke er pinligt bevidst om netop det, så forsvinder alle de gode ting i hverdagstågen. Andre studerende kender måske følelsen af altid at have et eller andet, man burde lave. For mig at se er alt det, man burde lave, bare på ingen måde vigtigere end dét, der måske er det allervigtigste i verden: At man for fanden godt kan li’ det liv, man lever. Og for at man kan det, så skal der sgu være glimt af gode, og rare ting, som man vælger at gøre, fordi man virkelig har lyst – og så bare sige “pyt!” til resten for en stund. Ellers bliver det hele godt nok for surt, hvilket der ingen grund er til, så længe man, langt hen af vejen, har friheden til selv at styre sit liv. I 2016 vil jeg gerne være endnu bedre til at vælge gode ting til.

Hvad tænker du om nytårsforsætter? Og har du nogen i år?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Julehilsen fra passagersædet

Det her indlæg er skrevet fra passagersædet i den lille bil. Min kæreste er chauffør, og vi har en af mine bedste veninder gennem forever med. Selvsagt skal vi hjem til jul. Det tager mindst to timer -Bilen er fyldt op med bunkevis af gaver og tasker – ærligt talt forstår jeg slet ikke, at der overhovedet er plads til Charlotte omme på bagsædet. I julestemningens (og roadtrippets!) navn skråler vi med på de sidste tyve års julekalenderhits til et punkt hvor lykkefølelsen er så intens, at jeg får en klump i halsen. Jeg glæder mig helt åndssvagt til at fejre jul med min mor, lillebror, kæreste og min søsters og hendes lille nye familie. Til at lave julemad – og spise den! – og til en masse kvalitetstid med søde folk, jeg holder af. For det er det, det handler om, det der jul – noget der først er gået op for mig, efter jeg er blevet voksen, og som jeg er uendeligt glad for endelig at have fattet.

Jeg håber din jul bliver fyldt med kærlighed.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Om familiehygge og puslespil

imageDet hedder vel næsten puslespil fordi det skal gå langsomt. Det skal være noget man pusler med, så at sige. Jeg fatter ikke at folk gider. Tusind brikker der næsten passer med 998 af de andre, og det gælder om at finde den ene den er tiltænkt til at passe sammen med. Øv, det er kedeligt, og det kan få de små hår til at rejse sig i nakken på mig af utålmodighed. Personligt er det der med puslespil altså ikke noget jeg har meget til overs for, men der er noget helt ganske særligt hyggeligt over det når min kæreste og min lillesøster kan bruge samlet set en time af vores aften på at fumle med et.

Det har været helt fantastisk at være i Sønderjylland over weekenden. Jeg trængte virkelig til at komme hjem og være sammen med dem alle sammen. Det blev til ovenstående puslespilssession, en masse hygge omkring min tre uger gamle nevø (som endelig har fået navnet Malthe) og i øvrigt en masse solidt familienærvær. Vi lavede fx en uro til Malthe i strøgne perleplader, som vi bandt sammen med sytråd, holdt fødselsdagsbrunch for min bonuslillesøster Mathilde, drak det første glas glögg i Tønder gågades juleby og fik kigget en masse i butikker. I denne her weekend har jeg flere gange grinet helt ned i maven, og jeg har oplevet den ro, det giver, at sidde med et sovende spædbarn i armene. Det er sgu over gennemsnittet.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Farvel, planteskam!

altan

Som jeg skrev den anden dag, så har jeg i et stykke tid skammet mig lidt over mine altanplanter. Heldigvis bor jeg sammen med en snarrådig herre, som kom med en mega fed idé – vi gemmer sgu da bare de døde planter imellem en masse fyrretoppe, og så smider vi en lyskæde i. Bum. Helt lavpraktisk er det egentlig bare en masse fyrretoppe, som er stukket ned i altankassejorden. De grimme planter er nu endelig ude af syne, og i stedet prydes vores altan nu af en noget mere behagelig udsigt, som sender tankerne imod julemusik og vinterhygge.

Jeg er klar til at det bliver december, og jeg kan mærke at jeg i år kommer til at være hende, der liiiiige skal tage mig selv i nakken, for ikke at være typen der både laver en grim guirlande og sætter nisser op overalt. Det hænger måske også sammen med at det er første jul, hvor jeg rent faktisk bor i en ægte toværelses, hvor der er en stue, man kan gå amok med julepynt i. Tidligere har jeg boet to år på Skjoldhøjkollegiet i en lille skotøjsæske for mig selv, og så et lille års tid sammen med min søde kusine i en to-værelses, hvor det eneste fællesareal var køkkenet. Der var ikke særlig meget plads til julefjol i nogen af mine tidligere hjem. Derfor står det i skarp kontrast, når Peder og jeg nu snakker om at hente et lille juletræ hjem. Jeg glæder mig som et lille barn!

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Om efterår

blade på jorden

Efteråret kan noget helt særligt. Der er et eller andet magisk ved bladenes falden, som formår at fortælle historier om verdens foranderlighed – en reminder om, at vi skal nyde de smukke farver, før vinteren tager over. Selve årstidens budskab, det kan jeg virkelig godt li’. Jojo, det er da træls at sommerkjoler for længst er pakket væk, og at mine udgifter til overtøj er steget med ca. 500%, men det ka’ sgu noget, det efterår. Jeg ved ikke om det er fordi teen kommer forrest i skabet, eller om det er fordi hyggen flyttes indenfor – om det måske er fordi det netop er blevet lidt koldt, hvilket helt naturligt opfordrer til at putte på sofaen med Netflix med tændte stearinlys. Jeg ved det virkelig ikke – men jeg er i særdeleshed fan.