En tur ned ad trappen

I dag har jeg præsteret at falde ned af trappen. Det er sgu rigtigt nok. En hel halv etage. Helt morgentravl går jeg ud af døren, 10 minutter før studiegruppemøde. Jeg føler mig fin, for jeg har rent faktisk magtet at fjerne sporene af en mere eller mindre søvnløs nat ved hjælp af en helvedes masse concealer, og jeg har taget mine nye lækre støvler på. I et tilfælde af akut overmod ser jeg på min telefon, imens jeg går ned af trappen. Der er langt ned – jeg bor på tredje sal. Og så sker det.

Med ryggen til lejlighederne på anden sal træder jeg ned på et trappetrin, imens jeg læser et eller andet på Facebook.

Hælen på mine støvler får fat i et trin, men foden gør ikke. Verden står stille. DONK, BUMP, DUKDUKDUKDUKDUK, DONK.

Ikke nok med at jeg smadrer knæet ned i et trappetrin nedenfor, får jeg naturligvis overbalance fremad, og glider på skinnebenene hele vejen ned til dér, hvor trappen drejer. Der er måske 10 trin, og mine ben kysser samtlige af dem.

Av. for. fucking. helvede.

Den obligatoriske første reaktion er selvfølgelig at se sig febrilsk omkring. Var der nogen der så det?! (Det var der heldigvis ikke!)

Dernæst tårerne der stædigt presser sig på. Knæet, vristen og skinnebenene der brænder.

Jeg skynder mig at rejse mig, og humper de sidste to etager ned på gaden, hvor jeg forsøger at gå normalt.

Nogle gange kunne det seriøst være federe at være en 4-årig. Det er ligesom bare ikke okay som 22-årig at sætte sig, lige dér på trappen, og bare tude ti minutter over, at det gør ondt i knæet, og over forskrækkelsen over at vælte. Det er jo ikke fordi voksne ikke bliver bange, vel? Eller fordi det ikke gør ligeså ondt. Det kan da godt være jeg har lært, at man ikke dør af et skrabet knæ, eller et blåt mærke (and thank God for that!) men der er alligevel noget mere umiddelbart, noget mere rart, over bare at kunne få lov at være i følelsen af ‘øv for satan’ engang i mellem.

giphy

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Mere om mig #2

Til et mere om mig indlæg

  • Jeg ved godt det er mega prol, men jeg er en sucker for photoshoots i regnbuen på ARoS. Jeg elsker-elsker-elsker de fine billeder i forskellige farvetoner med smukke Århus i baggrunden. Så er jeg sgu ligeglad med, at det er hammer turistagtigt at stille sig op og gøre det.
  • Det er svært for mig, når folk ikke ser mig ind i øjnene, når de taler til mig. Mit fokus ryger pludselig fra samtalen, og bruges i stedet på at analysere, hvorfor mennesket foran mig ser væk. Gider du overhovedet snakke med mig, eller hvad sker der? Eller er det fordi du er usikker?
  • Jeg er 1,60 høj og har af samme årsag altid bøvl med at finde bukser, der ikke er to kilometer for lange. Det er bare lidt som om at de firmaer, der laver jeans i benlængde 30″ har det med også at sætte priserne godt højt, og jeg er simpelthen for nærig til at give mere end 500 for et par bukser. Derfor ender jeg altid med opsmøg i støvlerne, eller det fjollede fænomen af sammenkrøllet stof omkring anklerne. Fedt, jo! Hvis der sidder nogle fellow petite ladies derude og har fundet den gyldne gral på markedet, så giv endelig lyd!
  • Engang i mellem kan jeg finde på at tænde for den TV-kanal, som viser optagelser fra Folketinget. Dels fordi jeg synes, det kan være ret spændende at følge med i indholdet af (nogle af!) de ting, der diskuteres, men også fordi jeg har mega optur over hvor gammeldags det er. Jeg elsker at se mennesker, der er dybt uenige, tvunget til at omtale den, de skændes med i 3. person som Hr. eller Fru. Det er virkelig bitchfight på et ekstremt sofistikeret, subtilt niveau, og jeg elsker at se hvor indebrændte de stakkels folkevalgte ofte ser ud. Det er seriøst bedre end reality-tv.

 

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Stormens offer

Kan I huske jeg skrev om det der planteskam? Og hvor glad jeg var, da vi endelig fik gjort kål på de døde altankasseplanter ved hjælp af en meget julet omgang lyskædeindviklede fyrretoppe? Alt var fryd og gammen, og vi var glade og uvidende, da vi vendte den lille blå bil  – også blandt venner kaldet ‘kabinescooteren’, fordi det ville være synd at sige at der som sådan er meget bil i den søde C1’er – imod Tønder.

Men så kom Freja. Stormen, altså. Og det vil være løgn at påstå, at vi ligefrem havde stormsikret vores dekorative anordning.

Vi kom altså hjem til en bunke jord på fortovet. Altankassen var faldet ned. Selve kassen var ingen steder at se – og det ser sgu ud som om,  der er nogen, der er rendt med alle vores fyrretoppe! Min reaktion var cirka denne her:

skrig

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – så on the bright side, så behøver vi aldrig mere købe en altankasse igen. Det værste er bare at jorden fra kassen (inklusive døde planter (…)) stadig ligger nede på fortovet, og ingen af os kan helt nosse sig sammen til at få gjort noget ved det. Tror I dem nede på gaden opdager den tomme holder til altankassen?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Planteskam

Billede 02-11-2015 15.09.06

Okay. Jeg har en indrømmelse.

Jeg er virkelig dårlig til at holde planter levende. Sådan, virkelig.

Alene i år har jeg myrdet to orkideer og ovenstående fem planter i altankassen. Jeg priser mig lykkelig for trods alt at bo på 3., så dem på gaden ikke også skal udsættes for meget for synet af mine fuldstændig voldbollede altanplanter.

Det går altid rigtig fint de første tre-fire uger, men så går der et eller andet galt. Enten vander jeg for meget. Eller vander for lidt. Eller vander forkert. I hvert fald dør de små grønne væsener fra mig. Det er sgu da også pisse svært, for det er jo ikke fordi de råber højt til en, hvad de vil have. Det er kun med nød og næppe (og min kærestes hjælp) at jeg har formået at holde vores aloe vera i stuen levende i ti måneder. Den har ellers flere gange været hjerteskærende tæt på at lide druknedøden. Men hallo! Det kan da ikke være meningen, at jeg skal kunne se om en plante får for meget eller for lidt vand eller sol, baseret på en lille ændring i farve? Come on. Det er sgu da at stille for høje krav.

I det mindste har vi fundet en god løsning til altankassegate, som samtidig ikke skal udsætte mig for angst for at slå en plante ihjel. Min kæreste har nemlig taget en kæmpe bærepose fyrgrene med hjem fra sine forældres skov, og planen er, at de bare skal i altankassen med en lyskæde i over hele vinteren. Hep! Det bliver rart at komme af med de visnede rædsler, og den dårlige samvittighed over at have slået dem ihjel.

 

Om at slå sin stempelkande ihjel

Billede 29-10-2015 17.30.00

Som ovenstående billede bevidner, skete der noget forfærdeligt i dag. Jeg slog min stempelkande ihjel. Med de bare næver, vel at mærke. Kaffen havde trukket længe nok. Ivrig efter endelig at få min elskede kop kaffe med fløde, skubbede jeg filteret ned, imens jeg talte med min veninde. Det sad lidt fast – det gør det tit, for stempelkanden er gammel og fra Tiger og dermed også en billig dame. Jeg skubbede lidt hårdere – og så skete katastrofen. Kanden blødte kaffe ud over hele køkkenbordet. Ud over gulvet.

Needless to say gik der det gode af et kvarter på at fjerne kaffegrums fra de hvide køkkenlåger.

Vi prøver igen i morgen – med kaffemaskinen, vel at mærke.