Studietips #3: 5 råd til dig, der skal vælge kandidat

frustreret

I dag er der præcis en måned til deadline for valget af kandidatuddannelse, og når jeg ser tilbage til det her tidspunkt sidste år, så er der ingen tvivl om at min frustrationsprocent lå på omkring 110. Mindst.

Det er vildt svært at vælge uddannelse. Det var det i hvert fald for mig. Hold kæft, jeg havde mange søvnløse nætter. Frygten for at vælge forkert var fuldstændig lammende, især fordi jeg på daværende tidspunkt virkelig fortrød mit uovervejede valg af bacheloruddannelse. Hvad nu, hvis jeg valgte forkert igen? Samtidig virker det som en form for identitetskrise: Hvilket slags menneske ville jeg være? I retrospekt er det naturligvis at sætte det på spidsen, men jeg er helt sikkert ikke den eneste, der overtænker i situationer som denne.

Hvis du er én af dem, der fuldstændig fast lige nu, så er har jeg samlet fem råd, som i det mindste lettede processen lidt, da jeg skulle vælge mit næste studie.

1. Mærk efter

Enhver, der har siddet med krise over studievalg, brækker sig en lille smule når jeg siger, at man skal mærke efter. Undskyld. Men jeg tror på at det er en rigtig god idé inden du foretager dig noget som helst andet, så at mærke godt efter i maven og se dig selv ind i spejlet – har du overhovedet lyst til at læse to år mere? Eller vil du ind på en kandidatuddannelse på grund af andres forventninger, måske endda dine egne forventninger til dig selv? Forventningspres er ikke et godt grundlag for store beslutninger, så gør dig klart, hvorfor du gerne vil toppe bacheloren af med en kandidat, og hvorfor nu og ikke om to år? Et studie er en hård omgang uanset motivation, men det er en stor styrke undervejs at vide at du tog en bevidst beslutning, fremfor at køre på autopilot. Det er okay at ændre plan, og det er okay at have lyst til at arbejde et år, rejse til Afrika, få et barn, tage i praktik, whatever floats your boat. Bare du har det godt imens, og du ikke lever et liv, du ikke har lyst til. Universitetet løber ingen steder. Tag et valg, der vil gøre dig glad.

2. Læs uddannelsernes studieordninger

Efter du har skabt dig overblik over hvilke kandidater, du kan komme ind på, så udnyt universiteternes hjemmesider til at tjekke studieordningerne. Hvilke fag er der? Hvordan er eksamensformerne? Er der mulighed for praktik? Hvor meget af uddannelsen ligger fast, og hvor meget er valgfag? Hvad lægges der vægt på i kompetenceprofilerne? Du kan gå til nok så mange smarte oplæg, hvor en underviser prøver at sælge dig en uddannelse, men sørg for at danne dit eget indtryk og overblik.

3. Tal med nuværende og tidligere studerende

LinkedIn er for eksempel et ret smart værktøj, du kan bruge til at søge på uddannelser, og finde ud af, hvad folk med den uddannelse laver i dag. Universiteterne udbyder også tit en liste, der viser, hvad alumni laver i dag. Gør dig selv den tjeneste at tale med 1-2 tidligere eller nuværende studerende på studiet, så du kan få svar på de ting du er i tvivl om. De ved en masse om arbejdsbyrde, underviserne, og hvad de synes, de blev bedre til undervejs. Hvis du er betænkelig ved selv at tage kontakt, kan studievejlederen på den pågældende uddannelse helt sikkert hjælpe dig.

4. Vælg med hjertet

Når du nu har samlet en masse information, så gør dig selv den tjeneste at dræbe de tanker der starter med: “Jeg burde..”, “Det ville være klogt at..”, “Når man tænker på, hvad jeg gerne vil lave bagefter, så..”. Newsflash! Hvis du synes, at marketingkandidaten lyder virkelig kedelig, så skal du nok ikke satse på at du vil trives i et job, hvor du trækker på samme faglighed. Vælg den kandidat, du synes virker mest spændende. Én, du tænker, du kan skrive et fedt speciale i.  Lad være med at sætte dig selv op til to år, hvor du skal arbejde med noget, du vil hade. Du kan på ingen måde forudsige, hvad du vil have lyst til om to år, så lav noget lige nu, som gør dig glad.

5. Slap af(!)

Uanset hvad du vælger, så skal det fandme nok gå. Det er okay at vælge forkert, og det er også helt okay, hvis du ingen idé har om, hvad du gerne vil. Der er ingen garantier, og selv dem, der virker sikre lige nu, kan vise sig at have helt andre drømme, når specialet er skrevet. Du skal nok blive til noget når du bliver stor, uanset hvilken uddannelse du ender på.

Hvis du har tilføjelser til ovenstående liste (eller bare trænger til at brokke dig over det forfærdelige studievalg!) så byd endelig ind i kommentarfeltet. (:

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Barnedåb med benspænd

Barnedåb

Det er faktisk mere eller mindre et mirakel, at der overhovedet blev en barnedåb i dag. Først og fremmest fordi det var en meget hektisk morgen i min søsters og hendes kærestes lille lejlighed, hvor Peder og jeg har tilbragt weekenden op til dagens barnedåb. Vi taler løbne strømpebukser. Hår, der ikke ville sidde som det skulle. Gylp og savl på den blå sløjfe, der skulle fuldende dåbsbarnets outfit. Følelsen af fuckfuckfuck, og frygten for at komme for sent. Det kunne ellers være kønt – barnedåb uden barn, uden forældre og med kun 50% af fadderne. Jeg tror bare at der er en uskreven regel om, at alt skal gå galt på sådan en morgen.

Englene sang utvivlsomt, da det rent faktisk lykkedes alle at være i kirken i tide. Endnu mere da min søde nevø kom igennem dåbsritualet helt uden at græde. Det gik alt sammen skide godt, og dagen så ud til at forløbe efter planen derfra – lige indtil det viste sig at der var sket et datomixup i forhold til middagen, og der på en halv time skulle improviseres en hel ny cateringløsning. Man kunne forvente at hele selskabet ville have været døde af stress, men det blev taget overraskende roligt. “Så ta’r vi da bare hul på hvidvinen, imens vi venter på maden!”, sagde én eller anden, og så var der ligesom ikke grund til mere drama på den front. Ok cool tacklet, synes jeg!

Festen endte selvsagt en del anderledes, end det var planlagt til – men mad blev der skaffet, og med vin og gode mennesker gik det hele alligevel op i en højere enhed.

Malthe

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Kikærtepandekager med laksemousse og kålsalat

Jeg øver mig som sagt i at være en sund type uden at være fanatisk – sådan, i gennemsnit forstås. På den der måde hvor jeg godt kan spise chips en dag, hvis det er det, jeg brænder for, men hvor det ikke betyder, at jeg skal ligge i kulhydratkoma i tre uger efterfølgende. Det går ok godt! Jeg trives til hverdag rigtig godt på en liberal form for LCHF – liberal forstået på den måde at jeg ud over rodfrugter nu og da også inkluderer en beskeden mængde bælgfrugter. Egentlig primært i form af kikærtemel eller en håndfuld edamamebønner. Især tilvalget af fx kikærtepandekager er en vinder for mig, for jeg bliver sgu træt i længden, hvis alt jeg spiser skal smage af æg. I den seneste uge har jeg været stor fan af frokostudgaven “snask, kålsalat, pandekage”, og min nye absolutte favoritsnask er laksemousse, som kan laves mega simpelt. Hele opskriften nedenfor tager maks ½ time at lave, og portionen er stor nok til mindst to dages frokost til to personer.

Pandekage med laks

Kikærtepandekager – ca. 6 stk
2 dl kikærtemel
1,5 dl vand
1 æg
Et gavmildt skvæt fløde
(Evt. en håndfuld spinat)
Salt og peber’

Rør alle ingredienser sammen  (evt. med en blender, hvis man kører spinatversionen) og lad dem trække et øjeblik, før pandekagerne steges i rigeligt smør. Stil pandekagerne til side til senere, og gå i gang med at lave laksemousse og kålsalat.

Laksemousse
200 g røget laks
1 pakke flødeost naturel
1 dl creme fraiche
En håndfuld dild
Salt og peber
Citronsaft

Start med at blende laksen sammen med dilden, til den konsistens, du ønsker laksestykkerne skal have. Jeg kan fx godt lide, når der stadig er lidt tekstur i laksemoussen og det ikke bare bliver til smat. Bagefter rører du flødeost og creme fraiche i, og smager til med salt, peber og citronsaft. Hvis man synes den her udgave er lidt tam, kan man evt. supplere med et finthakket halvt rødløg.

Kålsalat
1 spidskål
1 agurk
2 avocadoer
½ dl citronsaft
1 dl olivenolie
Salt og peber
1 håndfuld nødder eller store kerner.

Snit spidskålen fint. Fjern frøene inde i agurken med en ske, og skær agurken i små tern. Avocadoerne skæres også i små tern. Vælt kålsalaten sammen med citronsaft og olivenolie, og smag til med salt og peber. Ved servering smider du fx en håndfuld hasselnødder, mandler, solsikkekerner eller græskarkerner i.

Når du lægger det hele sammen starter du med at smøre pandekagen med laksemousse, før du putter rigeligt med kålsalat i en bane på midten, for så at toppe med endnu et par klatter laksemousse. Til sidst kan du folde pandekagen på midten til en wrap. Lad for guds skyld være med at gøre dig selv til grin ved at tro, at du kan folde pandekagen og spise den uden kniv og gaffel – det kommer ikke til at ske! Det er afprøvet, det ender ikke kønt, og jeg kan på ingen måde anbefale det.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Postkort fra opgaveland

Billede 11-01-2016 20.10.55

Den sidste uge har været crazy. Ikke på den måde at der er sket noget livsændrende. Heller ikke noget der er bare en lille bitte smule spændende. Jeg har ikke været til et stort gallaevent, rendt ind i Nikolaj Lie Kaas på strøget eller indset at jeg vil være med i cirkus. Derimod har jeg tilbragt de sidste syv dage i skiftevis yogabukser eller onesie, med en fedtet knold højt på hovedet og en betydelig mængde junkfood. Oh yes: Eksamensperioden har for alvor fået sit greb i mig.

Det er den sidste slutspurt i denne omgang. I studiegruppen har vi skrevet råteksten til en 60-siders grupperapport over julen, som vi den seneste uge har arbejdet med at færdiggøre og finpudse. Det er første gang jeg nogensinde skriver så stor en opgave i en gruppe, og jeg må indrømme at det er en del hårdere, end at skrive individuelle eksamensopgaver. Ikke dårligere på nogen måde – men meget anderledes. Mindre ensomt, mere grundigt. Med flere mennesker inde over, er alt op til diskussion, og der er konstant flere sæt kritiske øjne på det, man er ved at skrive. Det gør utvivlsomt outputtet meget bedre end en individuel eksamen. Det meget mere koncentrerede arbejde betyder også, at når vi har arbejdet intensivt otte timer, så kan jeg holde fri resten af dagen med god samvittighed. Sådan plejer det sgu ikke at være, men det er jo dejligt nok.

Over 50 timer er det blevet til, og selvom det er nogle virkelig skønne damer, jeg arbejder sammen med, så må den opgave meget gerne snart være færdig. Min hjerne er seriøst blevet til grød af at gennemtrævle de samme sætninger igen og igen de sidste mange dage. Derfor er jeg enormt lettet over her til aften at kunne sidde under min dyne med et udskrevet eksemplar af opgaven. Det er bare liiiiiiige de sidste par småting, der skal fikses i morgen, og så kan vi holde ferie helt indtil kandidatens andet semester starter. Det er i og for sig ret heldigt, at opgaven snart er færdig, for jeg har ikke flere rene yogabukser tilbage.

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Nytårsforsæt- eller nytårsfortsæt?

Nytårsforsæt

Der har været en del skriverier de sidste par dage (bl.a. hos den velformulerede fru Lange) om nytårsforsætter. Som det gør hvert år, er forskellen mellem det korrekte ‘nytårsforsæt’ og det ofte brugte ‘nytårsfortsæt’ – som sprogligt ikke angiver, at man har sat sig for noget, men i stedet at man vil fortsætte med noget – blevet slået godt og grundigt fast i mangt et kommentarfelt. I virkeligheden tænker jeg egentlig at den diskussion er ret spøjs, for vi ved alle sammen at det er rigtig, rigtig svært at holde nytårsforsæt. Det er skide svært at ændre sine vaner, og mange sætter deres mål alt for langt væk fra deres udgangspunkt. Nu er det ikke sådan at jeg er imod ambitiøse mål – slet ikke. Problemet med nytårsforsæt er bare, at de også tit formuleres så status quo fremstilles som negativ.

Jeg vil tabe 10 kilo sender ikke tankerne imod kærlighed til egen krop, selvom de dybere intentioner i få tilfælde måske ligger der. Jeg vil bruge mere tid sammen med mine veninder springer måske ud af dårlig samvittighed. Jeg vil stoppe med at ryge har ligesom de to andre eksempler rod i, at der er noget galt med den ‘nuværende’ version af én selv. Jaja, tænker du, man kan jo aldrig forbedre sig. Og jo, gu fanden kan man det. Men jeg tror ikke på at gode ændringer i ens liv kan udspringe af selvbebrejdelse og “burde”-følelser. Og jeg tror lige præcis det er derfor, de sjældent holder.

Derfor synes jeg faktisk ordet “nytårsfortsætter” er interessant. For selvom det ikke er den rigtige stavemåde, så bør vi måske i virkeligheden omkring årsskiftet basere vores forsætter på positive ting, vi allerede gør – og som vi vil fokusere på at blive ved med. På den måde anerkender vi også os selv for de ting, vi allerede er gode til, samtidig med at vi giver os selv et løfte om, i det næste år at bibeholde dette element i vores liv, om at nære det.

På den måde udspringer målene for det nye år på allerede eksisterende gode ting – og vi sætter os for at gøre ting, vi allerede ved, gør os glade. På den måde behøver vi slet ikke arbejde med motivation. Den er indbygget i forsættet. Skide smart jo! Win-win over hele linjen.

Med udgangspunkt i ovenstående tanker – som naturligvis udspringer dels af fornævnte debat, men også af at have læst ulækkert meget poppsykologisk selvhjælpslitteratur (and I’m not even ashamed of it!) – har jeg formuleret nedenstående nytårsforsæt i år, som jeg tror bliver en del nemmere at holde end de traditionelle “Smid 10 kilo og træn til du brækker dig”, jeg plejer at fyre af.

Jeg vil fortsætte med at huske min yogapraksis.
Selvom jeg har undervist yoga siden 2013, så har jeg i perioder været virkelig slem til udelukkende at undervise. Min egen praksis røg lidt en tur til højre til fordel for styrketræning, løb, crossfit og ..well, min sofa ikke at forglemme. I det forgangne år har jeg til gengæld været virkelig god til selv at praktisere et par gange om ugen, under kyndig ledelse af de søde damer i Fitness World her i Århus. I år vil jeg blive ved med det – fordi de regelmæssige yogatimer tjener som tiltrængte pusterum i en travl hverdag, og fordi effekten af dem spreder sig ud i min hverdag, og gør mig til et menneske, som er rarere at være sammen med.

Jeg vil fortsætte med at have et balanceret forhold til kost.
Et balanceret forhold til kost var faktisk et stort arbejdspunkt for mig sidste år. Jeg har før i tiden været virkelig strid til at være enten/eller. Typen, der i lange perioder er virkelig loose, og spiser chips til jeg er lige ved at brække mig – afbrudt af korte perioder, karakteriseret af en ulækkert helsefisseagtig tilgang til, hvad jeg putter i munden. Resultatet er forventeligt yoyovægt og rigtig meget selvbebrejdelse – og det er noget pjat, når vi alle sammen ved at 80/20 er vejen frem.

Det har jeg lært sidste år – 80/20 altså. At det er helt okay med velbehag at kværne en pose chips en gang i mellem – men at det ikke behøver være hele tiden. Samtidig at der ikke er nogen andre end mig, der laver regler om, hvad jeg skal spise og ikke spise. Der er dermed aldrig nogensinde grund til at sige “det må jeg ikke spise” – for gu’ fanden må jeg det! Nogle gange betyder det at noget bliver valgt fra, nogle gange betyder det at noget bliver valgt til, og nej, det behøver sgu ikke altid være det, min krop er gladest for, og det er helt okay. Dén holdning har sørget for at jeg faktisk har tabt mig lidt i år i stedet for at tage på, og dén holdning vil jeg holde fast på i 2016.

Jeg vil fortsætte med at huske at gøre ting, der gør mig glad.
Noget, jeg øver mig virkelig meget på, er at sætte tid til side til rare ting med vilje. Det lyder måske banalt – det er det i og for sig også. Men jeg oplever selv, at hvis jeg ikke er pinligt bevidst om netop det, så forsvinder alle de gode ting i hverdagstågen. Andre studerende kender måske følelsen af altid at have et eller andet, man burde lave. For mig at se er alt det, man burde lave, bare på ingen måde vigtigere end dét, der måske er det allervigtigste i verden: At man for fanden godt kan li’ det liv, man lever. Og for at man kan det, så skal der sgu være glimt af gode, og rare ting, som man vælger at gøre, fordi man virkelig har lyst – og så bare sige “pyt!” til resten for en stund. Ellers bliver det hele godt nok for surt, hvilket der ingen grund er til, så længe man, langt hen af vejen, har friheden til selv at styre sit liv. I 2016 vil jeg gerne være endnu bedre til at vælge gode ting til.

Hvad tænker du om nytårsforsætter? Og har du nogen i år?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.