Læsesalen: Den studerendes kontor

arbejdsdag

Jeg kan officielt ikke administrere at skrive opgave mere. På en god dag er jeg ellers enormt produktiv skriftligt. Så snart jeg ved, hvad jeg skal skrive om, flyder det skide godt, og jeg kan snildt slå fem-seks gennemarbejdede sider ihjel på en 8-timers arbejdsdag uden at svede. Det kræver bare jeg sætter mig ned og gør det. Og det har jeg ikke formået i denne omgang, hvorfor de seks siders synopsis jeg skal aflevere er blevet produceret i snegletempo. De sidste to dage har været fyldt med overspringshandlinger, og i dag har jeg altså været nødt til at tage på læsesal, for at tage mig sammen og få skrevet det sidste.

Århus Universitet vrimler med læsepladser – både den stille slags, og den slags der mere henvender sig til typen, der godt kan lide lidt hyggelig baggrundsstøj. Selv er jeg fan af læsesalene i Nobelparken, hvor jeg altid synes det er til at få en plads, hvis man bare dukker op før 10. Jeg er normalt enormt dårlig til at bruge tilbuddet om læsesale, men der er noget særligt omkring følelsen af at man “sætter sig på kontor”. Det føles helt forkert at sidde på Facebook i et miljø som emmer af seriøsitet og arbejdsomhed, så det bliver meget nemmere for mig at holde fokus på det jeg skal lave. Og så sker det. Bum: De sidste tre sider bliver slået ihjel på tre timer. Det er så her, jeg tænker at jeg for søren skulle være taget herop noget før, men jajada. Det er jo et’ å gøje, som man siger der hvor jeg kommer fra.

Sidste punktum er nu sat, og litteraturlisten er formateret, og nu sidder jeg altså bare med tredje låge af Mads og Monopolets julepodcast og fryder mig over, hvor meget bedre programmet er blevet siden 2004. Resten af dagen byder på opfyldelse af den demokratiske pligt, en time som chill yogaunderviser og så ellers en aften med korrekturlæsning, færdiggørelse af bilag og en date med en printer.

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Decemberplaner

Billede 01-12-2015 10.55.24

 

Endelig blev det første december – hold nu kæft, hvor har jeg glædet mig! Efteråret har været enormt nedslidende, så en måned dedikeret til kærlighed, lys og hygge falder på et tørt sted. Det bedste af det hele er, at måneden kan startes med masser af tid derhjemme, idet jeg i dag, i morgen og torsdag skal skrive en 6-siders synopsis, som udgør grundlaget i min eksamen i faget Kulturelle Strategier i Oplevelsesøkonomien. Min studiegruppe har arbejdet med en case fra Lokalbibliotekerne i Aarhus, og fredag når synopsen er afleveret, skal vi præsentere vores løsning til 4-5 konsulenter (gisp!) og de andre studerende på vores årgang. Efterfølgende er der en uge til at læse op til et mundtligt, teoretisk funderet forsvar af projektet, som så udgør eksamen. Man kan altså sige at mit liv indtil midten af december ligger relativt fast; heldigvis på en måde, hvor jeg har en masse timer i nattøj i udsigt.

Ud over at være en flittig studerende, så vil jeg i december måned:

  • Starte med at træne igen. Det er sgu rigtigt nok. De sidste 1½ måned har Fitness World grinet af mig og de næsten 500 kr (!!!), jeg har smidt i skraldespanden ved ikke at bruge mit medlemsskab hele november. Det er så åndssvagt at nedprioritere behovet for at røre mig som det første, så snart jeg får travlt. I virkeligheden er det jo det, jeg får allermest energi og overskud af. Det er ikke fordi jeg tænker, at jeg i eksamensperioden skal træne hver dag, men hvis jeg kan komme afsted bare to gange i ugen, ud over den yogatime jeg selv underviser i Århus Crossfit ugentligt, så er jeg mere end tilfreds.
  • Bruge mit personalemedlemsskab i Århus Crossfit. Jeg kan jo for helvede ikke blive ved med at sige ‘ih, åh, jeg gad godt’, og ikke give det et skud. Jeg stoppede med crossfit fordi jeg fik en skulderskade, men min skulder har altså ikke gjort ondt i 6 måneder nu. Jeg skal nok starte virkelig langsomt ud, men hvis jeg bare kan bruge mit medlemsskab to-tre gange de næste 30 dage, så er det rigeligt i forhold til at dyppe tæerne igen.
  • Lave (og spise!) alle mulige julelækkerier. Dadelkugler med peanuts, dadelkugler med havregryn, dadelkugler overtrukket med chokolade, dadelkugler med brunkagekrydderi, you name it. Jeg vil også virkelig gerne lave chokoladebrud med nødder, og måske endda give mig i kast med hjemmelavet marcipan.
  • Flette en papirjulestjerne (I ved, den her slags) uden at få et raserianfald. Ham dér tossen jeg bor sammen med, siger han ikke tror på at jeg er tålmodig nok til at lave julepynt. Jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig truffet. Min tålmodighed rækker nogenlunde til at lave kræmmerhuse, det er dét niveau vi er på. Det er utvivlsomt sundt for mig at udvikle både tålmodighedsmusklen og mine krea-skills.
  • Gå all-in på LCHF. Jeg har egentlig spist low carb måske 70% af tiden, siden jeg flyttede hjemmefra, og haft flere længere perioder med LCHF-kost. Jeg trives skide godt med det, og elsker at have et benspænd til at sørge for, at det ikke bare er det samme, der kommer på spisebordet hver dag. Efter et efterår med fokus på masser af fedt og få kulhydrater, var den her weekend fyldt med tarteletter, rugbrød og kage, og jeg kan virkelig mærke, at min krop ikke digger det.

Hvilke vilde ambitioner har du for din december måned?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Vestjysk julehygge og juletræsjagt

vestjysk skov

I går pakkede Peder (det udtales altså Peter – det er sådan en vestjysk dille at stave det med d) og jeg den lille blå bil og hentede hans søster i Skejby, før vi vendte snuden imod den Vestjylland, hvor deres forældre bor. Dem har jeg ikke været med hjemme hos siden deres sølvbryllup sidst i september, og selvom der er noget helt særligt over deres – well, meget vestjyske – måde at være sammen på, presses jeg automatisk langt ned i gear, når vi er hjemme hos dem. Jeg elsker virkelig min egen families konstante sniksnak og væren sammen på ‘vi-taler-og-ser-hinanden-ind-i-øjnene’-måden. Faktisk var jeg i starten nærmest forfærdet over den noget mindre intense måde, det foregår på i min kærestes familie, hvor det meget mere handler om at lave noget sammen, end om at tale sammen om de ting, der fylder i livet. Det tog et stykke tid, før det gik op for mig, at kvaliteten ved den måde at være sammen på ikke er lavere – det er bare en anden måde at være sammen på. Nu hvor jeg har vænnet mig til det, så er der noget nærmest meditativt og afstressende over den måde, man sammen med hans familie også bare kan lave juledekorationer, uden at nogen nødvendigvis behøver sige noget.

Det er dét, vi har lavet i dag. Juledekorationer altså. Og spist virkelig meget mad. Godt nok ikke i fuldstændig stilhed – det sørgede især Peders 1-årige fætter for. Han er i den dér helt fantastiske alder, hvor han forvandler sig til en lille cirkusklovn, så snart han har bordets opmærksomhed. I dag var han det eneste barn, og det er så sjovt at se et helt bord af voksne skabe sig for at underholde sådan en størrelse. Jeg er selvfølgelig 100% med på den tendens – jeg kan ingenlunde lade være.

Midt på dagen stak vi af fra de andre, for at finde et juletræ til vores stue. Efter lang tids søgen efter det helt perfekte træ, gik det op for os, at der nok ikke findes helt perfekte grantræer, og nu har vi altså fundet en sød stikkende satan, som er lidt flad i den ene side – men så er det jo fint, at træet skal stå op ad en væg! (; Det tyder på, at de næste par uger eller tre skal tilbringes udelukkende i Århus, så planen er, at der skal skrues maks op for julehygge i den lille lejlighed, som altså skal fyldes op med juletræ, lyskæder, stearinlys og gaver.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

En tur ned ad trappen

I dag har jeg præsteret at falde ned af trappen. Det er sgu rigtigt nok. En hel halv etage. Helt morgentravl går jeg ud af døren, 10 minutter før studiegruppemøde. Jeg føler mig fin, for jeg har rent faktisk magtet at fjerne sporene af en mere eller mindre søvnløs nat ved hjælp af en helvedes masse concealer, og jeg har taget mine nye lækre støvler på. I et tilfælde af akut overmod ser jeg på min telefon, imens jeg går ned af trappen. Der er langt ned – jeg bor på tredje sal. Og så sker det.

Med ryggen til lejlighederne på anden sal træder jeg ned på et trappetrin, imens jeg læser et eller andet på Facebook.

Hælen på mine støvler får fat i et trin, men foden gør ikke. Verden står stille. DONK, BUMP, DUKDUKDUKDUKDUK, DONK.

Ikke nok med at jeg smadrer knæet ned i et trappetrin nedenfor, får jeg naturligvis overbalance fremad, og glider på skinnebenene hele vejen ned til dér, hvor trappen drejer. Der er måske 10 trin, og mine ben kysser samtlige af dem.

Av. for. fucking. helvede.

Den obligatoriske første reaktion er selvfølgelig at se sig febrilsk omkring. Var der nogen der så det?! (Det var der heldigvis ikke!)

Dernæst tårerne der stædigt presser sig på. Knæet, vristen og skinnebenene der brænder.

Jeg skynder mig at rejse mig, og humper de sidste to etager ned på gaden, hvor jeg forsøger at gå normalt.

Nogle gange kunne det seriøst være federe at være en 4-årig. Det er ligesom bare ikke okay som 22-årig at sætte sig, lige dér på trappen, og bare tude ti minutter over, at det gør ondt i knæet, og over forskrækkelsen over at vælte. Det er jo ikke fordi voksne ikke bliver bange, vel? Eller fordi det ikke gør ligeså ondt. Det kan da godt være jeg har lært, at man ikke dør af et skrabet knæ, eller et blåt mærke (and thank God for that!) men der er alligevel noget mere umiddelbart, noget mere rart, over bare at kunne få lov at være i følelsen af ‘øv for satan’ engang i mellem.

giphy

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Mere om mig #2

Til et mere om mig indlæg

  • Jeg ved godt det er mega prol, men jeg er en sucker for photoshoots i regnbuen på ARoS. Jeg elsker-elsker-elsker de fine billeder i forskellige farvetoner med smukke Århus i baggrunden. Så er jeg sgu ligeglad med, at det er hammer turistagtigt at stille sig op og gøre det.
  • Det er svært for mig, når folk ikke ser mig ind i øjnene, når de taler til mig. Mit fokus ryger pludselig fra samtalen, og bruges i stedet på at analysere, hvorfor mennesket foran mig ser væk. Gider du overhovedet snakke med mig, eller hvad sker der? Eller er det fordi du er usikker?
  • Jeg er 1,60 høj og har af samme årsag altid bøvl med at finde bukser, der ikke er to kilometer for lange. Det er bare lidt som om at de firmaer, der laver jeans i benlængde 30″ har det med også at sætte priserne godt højt, og jeg er simpelthen for nærig til at give mere end 500 for et par bukser. Derfor ender jeg altid med opsmøg i støvlerne, eller det fjollede fænomen af sammenkrøllet stof omkring anklerne. Fedt, jo! Hvis der sidder nogle fellow petite ladies derude og har fundet den gyldne gral på markedet, så giv endelig lyd!
  • Engang i mellem kan jeg finde på at tænde for den TV-kanal, som viser optagelser fra Folketinget. Dels fordi jeg synes, det kan være ret spændende at følge med i indholdet af (nogle af!) de ting, der diskuteres, men også fordi jeg har mega optur over hvor gammeldags det er. Jeg elsker at se mennesker, der er dybt uenige, tvunget til at omtale den, de skændes med i 3. person som Hr. eller Fru. Det er virkelig bitchfight på et ekstremt sofistikeret, subtilt niveau, og jeg elsker at se hvor indebrændte de stakkels folkevalgte ofte ser ud. Det er seriøst bedre end reality-tv.

 

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.