Stormens offer

Kan I huske jeg skrev om det der planteskam? Og hvor glad jeg var, da vi endelig fik gjort kål på de døde altankasseplanter ved hjælp af en meget julet omgang lyskædeindviklede fyrretoppe? Alt var fryd og gammen, og vi var glade og uvidende, da vi vendte den lille blå bil  – også blandt venner kaldet ‘kabinescooteren’, fordi det ville være synd at sige at der som sådan er meget bil i den søde C1’er – imod Tønder.

Men så kom Freja. Stormen, altså. Og det vil være løgn at påstå, at vi ligefrem havde stormsikret vores dekorative anordning.

Vi kom altså hjem til en bunke jord på fortovet. Altankassen var faldet ned. Selve kassen var ingen steder at se – og det ser sgu ud som om,  der er nogen, der er rendt med alle vores fyrretoppe! Min reaktion var cirka denne her:

skrig

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – så on the bright side, så behøver vi aldrig mere købe en altankasse igen. Det værste er bare at jorden fra kassen (inklusive døde planter (…)) stadig ligger nede på fortovet, og ingen af os kan helt nosse sig sammen til at få gjort noget ved det. Tror I dem nede på gaden opdager den tomme holder til altankassen?

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Om familiehygge og puslespil

imageDet hedder vel næsten puslespil fordi det skal gå langsomt. Det skal være noget man pusler med, så at sige. Jeg fatter ikke at folk gider. Tusind brikker der næsten passer med 998 af de andre, og det gælder om at finde den ene den er tiltænkt til at passe sammen med. Øv, det er kedeligt, og det kan få de små hår til at rejse sig i nakken på mig af utålmodighed. Personligt er det der med puslespil altså ikke noget jeg har meget til overs for, men der er noget helt ganske særligt hyggeligt over det når min kæreste og min lillesøster kan bruge samlet set en time af vores aften på at fumle med et.

Det har været helt fantastisk at være i Sønderjylland over weekenden. Jeg trængte virkelig til at komme hjem og være sammen med dem alle sammen. Det blev til ovenstående puslespilssession, en masse hygge omkring min tre uger gamle nevø (som endelig har fået navnet Malthe) og i øvrigt en masse solidt familienærvær. Vi lavede fx en uro til Malthe i strøgne perleplader, som vi bandt sammen med sytråd, holdt fødselsdagsbrunch for min bonuslillesøster Mathilde, drak det første glas glögg i Tønder gågades juleby og fik kigget en masse i butikker. I denne her weekend har jeg flere gange grinet helt ned i maven, og jeg har oplevet den ro, det giver, at sidde med et sovende spædbarn i armene. Det er sgu over gennemsnittet.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Oksekødssalat med mango og feta

Det er egentlig ikke tanken, at det her skal være en egentlig madblog. Det tror jeg egentlig at I allerede nu er ved at have en ret god fornemmelse af. Dog skal jeg ikke lægge skjul på at jeg er enormt glad for at lave mad, og derfor tror jeg slet ikke det kan undgås, at der ind i mellem sniger sig en opskrift ind.

I onsdags tog min kæreste og jeg på panikindkøb. Helt ekstraordinært var det kun to dage, vi skulle handle til, og derfor virkede det lidt fjollet at lave en masse madplanlægning, før vi tog afsted. Derfor endte det med en spontan ‘vi-tager-lige-hvad-der-ser-godt-ud’-kind of indkøbstur, som endte ud i at vi fandt en pakke stærkt nedsatte steaks. Samtidig var der mango på tilbud, og jeg cravede virkelig noget feta. Det udgjorde grundlaget for en mega lækker oksekødssalat.

Oksekødssalat

Nedenstående er cirka hvad der gik til på aftensmad til to personer.
Salat
3 håndfulde grofthakket frisk spinat
2 mangoer skåret i tern (her kan du se et smart trick til at gøre det!)
2 avocadoer skåret i tern
1 rød peberfrugt skåret i tern
½ blok puck-ost i … you guessed it – tern!

Alt blandes sammen i en stor skål.

Dressing
½ dl hvidvinseddike
2 spsk olivenolie
1 spsk olivenolie med citron

Blandes sammen i en lille skål, og smages til med salt og peber. Det må gerne være lidt syrligt i det, for at kunne matche al den lækre søde mango. Hæld dressingen over salaten og bland det hele godt sammen.

Oksekødsstrimler
200 g oksekød i tynde strimler (vi brugte ribeye steaks – husk at få skåret evt. sener eller bruskstykker fra).
3 fed hvidløg
2 spsk olivenolie

Steg hele molevitten sammen på en pande. Bare overfladen er stegt, har det som sådan fået nok – selvom det selvfølgelig er smag og behag. Bare husk at strimler skal have en del kortere tid end en hel steak, og meget hurtigt bliver gennemstegte og måske endda lidt kedelige.

Til sidst smider du bare salaten op på en tallerken, og lægger oksekødsstrimlerne over. Tadah! Det bedste af det hele er at det hele kun tager ca. tyve minutter at lave.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Farvel, planteskam!

altan

Som jeg skrev den anden dag, så har jeg i et stykke tid skammet mig lidt over mine altanplanter. Heldigvis bor jeg sammen med en snarrådig herre, som kom med en mega fed idé – vi gemmer sgu da bare de døde planter imellem en masse fyrretoppe, og så smider vi en lyskæde i. Bum. Helt lavpraktisk er det egentlig bare en masse fyrretoppe, som er stukket ned i altankassejorden. De grimme planter er nu endelig ude af syne, og i stedet prydes vores altan nu af en noget mere behagelig udsigt, som sender tankerne imod julemusik og vinterhygge.

Jeg er klar til at det bliver december, og jeg kan mærke at jeg i år kommer til at være hende, der liiiiige skal tage mig selv i nakken, for ikke at være typen der både laver en grim guirlande og sætter nisser op overalt. Det hænger måske også sammen med at det er første jul, hvor jeg rent faktisk bor i en ægte toværelses, hvor der er en stue, man kan gå amok med julepynt i. Tidligere har jeg boet to år på Skjoldhøjkollegiet i en lille skotøjsæske for mig selv, og så et lille års tid sammen med min søde kusine i en to-værelses, hvor det eneste fællesareal var køkkenet. Der var ikke særlig meget plads til julefjol i nogen af mine tidligere hjem. Derfor står det i skarp kontrast, når Peder og jeg nu snakker om at hente et lille juletræ hjem. Jeg glæder mig som et lille barn!

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Mere om mig #1

heterochromia

  • Jeg har mutationen central heterochromia. Det lyder virkelig spacy, men det er faktisk bare den gule ring, jeg har rundt om pupillen. (Noget andet, der fremstår af ovenstående billede er at jeg ikke tager hverken uplukkede øjenbryn eller mascaradrys særlig tungt).

 

  • Min lillesøster har kunnet banke mig siden jeg var fem. Hun er to et halvt år yngre end mig, og det har på det nærmeste være traumatisk for mig, at hun altid har været meget stærkere end mig. Heldigvis er det mange år siden hun sidst har slået mig – and thank God for that! Den dag i dag er hun nok stadig et af de mest bomstærke mennesker jeg kender.

 

 

  • Jeg er enormt glad for at lave mad. Pt har jeg gang i et vægttabsprojekt, så jeg spiser skiftende striks og liberal LCHF, hvilket vil sige at jeg går en stor bue udenom pasta, ris, korn og kartofler, men i stedet spiser virkelig meget ost, fløde, grønt og æg. Det er sgu ret lækkert, hvis jeg skal være helt ærlig, og jeg har det altid 100 gange bedre i kroppen når jeg spiser sådan her, hvilket gør det knapt så surt. Jeg har i øvrigt støt tabt et kilo i ugen siden starten af oktober, hvor jeg holdt afskedsfest med chipsene på ubestemt tid.

 

 

  • Ideelt set foretrækker jeg et hjem, som er helt clean, lækkert og ryddeligt. I realiteten er jeg typen, der samler rod i stakke i et hjørne i håb om at min kæreste ikke ser det. Det gør han altid. Vi har i øvrigt boet sammen i snart et år, og jeg forstår ikke hvorfor han stadig ikke har samlet alt mit lort på vores skrivebord i en sort sæk. Det havde jeg for længst gjort, hvis det var ham. På den måde er jeg så dejligt dobbeltmoralsk.

 

 

  • For få år tilbage blev jeg enormt hooked på crossfit, og blev lynhurtigt (næsten) ligeså bomstærk som min lillesøster. Dog rendte jeg ind i en uheldig skulderskade, som blev hængende i rigtig lang tid. Nu hvor skulderen er i orden igen er jeg lidt bange for at starte med faktisk at bruge mit personalemedlemsskab i Århus Crossfit igen – for jeg er jo slet ikke ligeså stærk mere! Det bliver jo vildt nederen at være gået fra at være typen der uproblematisk squatter 80-90 kg, til nu at være hende, der bliver øm i nummi efter en sølle yogatime. Det er sgu en hurdle, jeg lige skal over – men jeg skal over den, for jeg vil i gang igen!

 

 

  • Jeg overgjorde lidt min seneste bestilling på eBay. Jeg skulle bare lige bestille et pandebånd. Pludselig havde jeg bestilt fem halskæder, et pandebånd, et sæt makeupbørster. What the heck happened there?

 

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.