Skovtursdrømme

Riis skov mørk

Jeg drømmer om snart at give mig tid til en gåtur i Riis Skov. Bare mig, alene, med musik i ørerne og et varmt tørklæde viklet om halsen. Den slags gåtur hvor våde efterårsblade klistrer på oversiden af skoene, hvor skoven dufter af våd jord og den ophøjede ro fra de gamle træer finder sig et bosted dybt inde i mig. Det har været et presset efterår i år, og det har været – og er – enormt svært at balancere undervisningstimer, gruppearbejde, læsning og arbejde, og samtidig at få tilbagt tid med de mennesker, jeg godt kan lide. For ikke at sige tid kun med mig selv. Og pludselig er det oktober. Tiden går enormt stærkt når man løber i cirkler rundt om sig selv. Jeg trænger virkelig til den gåtur i skoven. Det har jeg gjort længe. Alligevel ender det altid med at jeg bruger tiden under min dyne, eller på at indhente et eller andet til studiet. Det er noget pjat. Jeg ved jo godt, hvad jeg har brug for.

Om at være afhængig af sit ur

Billede 30-10-2015 21.47.00Jeg er blevet sådan en type, der konstant har ur på. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at jeg føler mig nøgen uden, lige for tiden. Sådan helt forkert og akavet, uden den der ekstra lille vægt af et urværk på armen. Min yndlingsting ved ure er nok noget, mange andre hader: Den monotone, insisterende lyd af maskineriet der arbejder. Tik. Tak. Tik. Tak. Især når der ellers er pres på, fyldes jeg med ro, når jeg hører sekundviserens listen over urskiven. Det bliver næsten et mantra midt i larmen, som skaber fokus og minder mig om, at uanset hvor meget jeg skynder mig, så går tiden hverken hurtigere eller langsommere. Paradoksalt nok minder urets tilstedeværelse mig om, at jeg ind i mellem skal stoppe op og være i det værende (som en af mine kloge undervisere på universitetet så smukt udtrykker det) i stedet for at spæne fremad med hundrede og tyve i timen. Om at udnytte minuttet, der afvikles lige nu, i stedet for at tænke på det næste. Det er rart. Også meget sundt, tænker jeg.

Uret ovenfor er i øvrigt købt på eBay, så billigt, at det næsten er pinligt. Du finder det lige her.

Om at være blevet et moster-monster

Efter at jeg flyttede til Århus har jeg kun i glimt været træt af ikke at bo tættere på min familie.  Jeg har et nært forhold til især min mor og min lillesøster, som jeg stort set dagligt er i kontakt med. I nogle perioder tror jeg endda jeg taler mere med dem i dag, end jeg gjorde dengang jeg boede hos min far, bare ti kilometer fra dem. Når der er sket meget hjemme hos dem, har jeg selvfølgelig ind i mellem siddet med en følelse af, at jeg gerne ville være der. Og lige nu kan man godt argumentere for, at der sker rigtig meget. Min søster er nemlig blevet mor. Min nevø blev født d. 15/10 (som i øvrigt også er min fars fødselsdag!) klokken 5.30 om morgenen.

Som du nok kan forstå har jeg nu forvandlet mig til et decideret moster-monster, som konstant beder om billeder af den lille. Ingen skam i livet har jeg, når jeg hver dag udfritter min mor, min far og min søster for de seneste snapshots af lillemanden. Pludselig er afstanden til hjemstavnen blevet to hundrede kilometer længere, og det skal jeg hilse og sige er ret træls, når man konstant har lyst til at sætte sig i bilen og køre turen! Heldigvis vender vi snuden af den lille blå bil sydpå i næste weekend. Jeg glæder mig sindssygt meget til for alvor at opleve min lillesøster som mor, og ikke mindst til at lære ham den lille lidt bedre at kende.

IMG_1496

Om at slå sin stempelkande ihjel

Billede 29-10-2015 17.30.00

Som ovenstående billede bevidner, skete der noget forfærdeligt i dag. Jeg slog min stempelkande ihjel. Med de bare næver, vel at mærke. Kaffen havde trukket længe nok. Ivrig efter endelig at få min elskede kop kaffe med fløde, skubbede jeg filteret ned, imens jeg talte med min veninde. Det sad lidt fast – det gør det tit, for stempelkanden er gammel og fra Tiger og dermed også en billig dame. Jeg skubbede lidt hårdere – og så skete katastrofen. Kanden blødte kaffe ud over hele køkkenbordet. Ud over gulvet.

Needless to say gik der det gode af et kvarter på at fjerne kaffegrums fra de hvide køkkenlåger.

Vi prøver igen i morgen – med kaffemaskinen, vel at mærke.