Siden sidst #2 (LAME, I KNOW!)

Hængekøje

Shit, så gik der sgu lige nogle måneder igen. For søren, tiden flyver. I får sgu en “Siden sidst”-liste igen. Jeg lover, at jeg snart begynder at skrive andet end lister! Især fordi at jeg jo for fanden godt kan lide at skrive – og nu endelig har tid og overskud igen efter et sindssygt forår!

Siden sidst:

… har min søde kæreste bakset en hængekøje ud på altanen ud for vores soveværelse. Dette har bl.a. resulteret i, at han en nat i sidste uge tog sin dyne med derud, og altså sov på altanen indtil klokken 1. Jeg har heldigvis også fået lov at bruge den ind i mellem. Ovenfor i selskab med vores døde aloe vera, som Peder intet ansvar vil tage for. Det er muligvis mig, der har slået den ihjel.

… har jeg lært at hækle. Faktisk har jeg hæklet et helt barnevognstæppe til min nevø – er du gal, det tog lang tid!

… har jeg været til mit livs første fodboldkamp! Peder fik billetter til AGF mod Esbjerg, og Esbjerg fik BANK! Vi sad lige ved siden af fanklubben, og det var mega fedt. Det er helt sikkert ikke mit livs sidste kamp!

… har jeg afsluttet 2. semester af kandidaten, som i forbindelse med vores designprojekt har været kilde til utroligt mange frustrationer. Derfor var jeg både glad og stolt over at afslutte med karakterer på 10 og 7 – men kom en smule op at toppes med en censor i forhold til ambitionsniveauet. Nej, søde  velmenende censor, selvom man er dygtig behøver man ikke altid gå efter at få 12. Så bliver man nemlig syg i hovedet!

… har jeg spist virkelig meget god mad, og været sammen med virkelig mange søde mennesker.

… har jeg købt nye løbesko. Dyre nye løbesko. Løbet i dem 2-3 gange og smidt dem i skabet. Som det jo sker. Jeg er og bliver meget mere yogatypen end løbetypen. Gad bare virkelig godt være typen, der virkelig nyder at løbe. Suk!

… har jeg til gengæld været med til The Color Run! Se venligst bort fra at mine kolleger og jeg gik hele vejen igennem. Still counts!

… har jeg flirtet en del med 5:2-faste, og striks LCHF (hvor jeg normalt spiser liberal LCHF, og har gjort det i to-tre år). Det har resulteret i et vægttab på 4+ kg siden 28. maj. Slut med rygdeller og oppustet mave! Jeg trives, spiser mega god mad og er glad – og jeg planlægger lige at fortsætte ti kilo mere. Jeg kan jo ligeså godt få det gjort, nu jeg er igang (; Min motivation er tårnhøj, og det er vildt fedt at have hovedet med i et vægttab for første gang siden gymnasiet.

… købt et par brune Birkenstock-sandaler, på trods af at jeg tidligere har svoret, at jeg ALDRIG kunne finde på at købe noget så grimt. Men seriøst. Det er jo som remoulade om fødderne.

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

5 kommentarer

  1. […] Som beskrevet igår har jeg den sidste måneds tid endelig fået taget mig sammen til at komme igang med at smide nogle kilo. Jeg er virkelig all for body positivity, og jeg har egentlig langt hen ad vejen haft det ok med min krop. De seneste to år har jeg dog haft lidt en øv-fornemmelse af at få spyttet en BMI faretruende tæt på 30 i hovedet, når jeg steg på vægten. Der er virkelig ikke plads til særlig mange kilo, når der kun er 160 centimenter at fordele dem på, forstås! Ret hurtigt efter Peder og jeg blev kærester anlagde jeg mig de klassiske ti ‘kærestekilo’. Sidenhen har jeg virkelig brugt mange halvhjertede forsøg på at smide dem fra mig igen. Motivationen holdt ligesom ikke mere end 2-3 uger af gangen, før en pose chips var mere tiltalende for mig end et vægttab. […]

  2. Kiki

    Fedt lige at høre fra dig igen. Jeg læser stadigvæk med, selvom jeg ikke kommenterer så meget 😛

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *