Venindetur på ARoS

Det var ret tiltrængt da planerne ændrede sig i sidste øjeblik i torsdags, og jeg pludselig havde aftenen fri for første gang i alt for lang tid. Det faldt smukt sammen med aftenåbent på ARoS, og at min søde veninde skreg på kvalitetstid.

Med et studie pakket med gruppearbejde, aflevering af portefølje-eksamener og projekter som involverer eksterne partnere ude i den rigtige verden, så kan det være enormt svært at få tid til at nå alt det andet. Især fordi jeg de sidste fire uger har trukket bouncing 92,5 timer hjem på mit studiejob, som altså er blevet til et decideret deltidsjob denne måned – ved siden af mit fuldtidsstudie, og et par timer her og der som yogainstruktør. Der er umiddelbart ikke noget at sige til, at jeg trænger til at komme op efter luft. For første gang nogensinde er det altså her på mit syvende semester på uni, at jeg rent faktisk længes efter eksamensperioden, så jeg da kan få lidt tid til mig selv. Say what. Omvendt verden much!

Jeg har medlemskort til ARoS, så det er automatisk blevet lidt et go-to sted, hvis en veninde og jeg ikke lige ved, hvad vi skal lave. Lynhurtigt gik der nogle timer med at se de nyeste udstillinger – som jeg faktisk fik set sammen med min kæreste for noget tid siden. Hans måde at gå på museum er blot meget typisk for ikke-humanisten, som drøner igennem det hele uden at stoppe op og overveje udstillingen, værkerne eller måden de er formidlet. Han er pissesød, min revisorfyr, men ikke altid helt optimal at gå på museum med. Det er mildest talt noget helt anderledes at tage på kunstmuseum med en af mine bare lidt mere kunstinteresserede veninder.

Alice og jeg var heldige at have mulighed for at stalke en skoleklasse, som fik en guidet tour igennem den fine impressionismeudstilling, Lost in Translation. Klassen var østeuropæisk, og den unge danske kunstformidler var så sød og fin på sit charmerende, lidt vaklende engelsk, at jeg ikke tror nogen lagde mærke til, at vi sneg os med rundt.

Efter den mere traditionelle, men virkelig fine udstilling, endte vi i rummene overfor, som indeholder tre installationer af Nathalie Djurberg og Hans Berg. Normalt er jeg lidt skeptisk overfor installationskunst, men et af værkerne “The Gates of the Festival” er et rum med blødt gulv, neonlys i loftet og en video af en fugl der løber rundt på væggene i rummet. Samtidig bliver der spillet noget mærkelig musik. Jeg tænkte virkelig: “Nå det er sådan at være på syretrip!” da vi lå der på gulvet. Selfies skal der selvfølgelig til, og Alice og jeg havde en fest med at være de sære typer, der tog selfies på gulvet, imens andre gæster gik igennem rummet.

Før vi tog hjem nåede vi en kop kaffe i ARoS Café med vores fælles veninde hjemmefra. Charlotte, Alice og jeg har gået i folkeskole sammen, og altså kendt hinanden siden vi var seks år gamle. Én har fået en kæreste, og én skal vælge kandidatstudie, så vi skræppede som tre høns om studievalg og mænd, indtil vi ikke kunne forsvare at blive siddende længere. Det var en virkelig god aften.

Billede 19-11-2015 20.29.17

Tryk her for at følge bloggen via Bloglovin', og her for at følge med på Facebook.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *